Ishockey

Eller blev den store finalehelt

Lars Eller havde en andel i alle Washington-mål, da hovedstadsholdet udlignede i Stanley Cup-finalen mod Vegas Golden Knights

Heldet kan skifte hurtigt i Las Vegas. Det kan ikke bare tusinder og atter tusinder af spillelystne turister og gamblere skrive under på. Det kan den danske NHL-spiller Lars Eller også.

For efter Washington Capitals-forwarden i den første finale mod Vegas Golden Knights var på banen ved hele fire scoringer fra hjemmeholdet og dernæst 40 sekunder før tid missede en åben målchance, der kunne have sendt opgøret i forlængelsen, så var billedet et helt andet i nattens opgør. Her var der i den grad jackpot til danskeren i 3-2 sejren til holdet fra den amerikanske hovedstad. 

I nat var der ikke noget med at misse chancen, da han fik den to et halvt minut før første periodes udløb. Resolut klappede Lars Eller pucken i nettet, da Michal Kempny med en aflevering af den slags, der får ishockey-kendere til at nikke anerkendende, havde sendt Marc-Andre Fleury i Vegas-målet ud af position.

Det blot andet danske mål nogensinde i en  Stanley Cup-finale, efter Jannik Hansen tilbage i finalen i 2011 scorede i kamp tre mellem hans Vancouver Canucks og Boston Bruins.

En vigtig Washington- og dansker-scoring til 1-1. James Neal havde nemlig bragt hjemmeholdet i front efter otte minutters spil, men en eminent afslutning i det fjerne hjørne. Men også godt hjulpet på vej af et alt for satsende spil i egen zone af backen Dmitry Orlov.

Ellers udligning var kulminationen på en stærk periode af hovedstadsholdet, der fik lukket ned for Golden Knights tempofyldte og aggressive spillestil.

Eller som assistent

Men det var ikke kulminationen på Lars Ellers aften. For i anden periode viste forwarden, at han kan løfte sit spil, når det er krævet. Og krævet var det i den grad, efter den vigtige center fra Washingtons førstekæde Evgeni Kuznetsov måtte forlade isen med en håndskade 15 minutter inde i kampen.

Det betød mere istid tll danskeren, der blev hevet  fra tredjekæden og op i andenkæden og fik plads i Washingtons vigtigste overtals-formation. Og det gav hurtigt pote.

I Washingtons første overtal i kampen kunne Lars Eller nemlig med en veltimet førstegangspasning på tværs af målet finde den absolutte Capitals-stjerne, Alexander Ovechkin, der ikke spildte tiden men huggede til pucken første gang og bragte gæsterne foran med 2-1.

Dansker-showet i T-Mobile Arena stoppede dog ikke her. Lars Eller tog halvvejs inde i anden periode pucken med ind i Vegas-zonen, og trak derefter på tværs for så at lægge en lækker pasning med baghånden modsat sit skøjteløb til Brooks Orpik, der med lidt helt og hjælp fik sendt pucken i nettet til en 3-1 føring. En sjælden scoring af Orpik, der kunne juble over en egen scoring for første gang i mere end to år.

Kort efter var Lars Eller tæt på sit fjerde point, da han satte Jakub Vrana op til en førstegangs-afslutning. Men tjekkens slagskud sad på stolpen.

Vegas Golden Knights fik reduceret i overtal i slutningen af perioden ved Shea Theodore. Og det blev startskuddet til et tungt Vegas-pres i de sidste 20 minutter. 

Mirakelredning

Gæsterne fra Washington holdt dog stand i en periode, der endte uden mål, og dermed betød en udesejr på 3-2. Men der er nok ingen tvivl om, at Lars Eller og holdkammeraterne bør smutte forbi deres målmand Braden Holtby med en æske Merci chokolade. For to minutter før tid leverede Capitals-keeperen en mirakelredning af den anden verden, da han med staven lukkede ned for Alex Tuchs afslutning fra tæt hold.

En redning af den slags, der kommer til at florere på de sociale medier.

Sejren betyder, at Washington Capitals udligner til 1-1 i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe. Serien tager nu til den amerikanske hovedstad, hvor Eller og kompagni har hjemmebane de næste to opgør.

Lars Eller har med dagens høst på isen scoret 6 mål i slutspillet i denne sæson og assisteret 11 gange.