Ishockey

- Lars Eller har taget et gigantisk skridt op, siger anerkendt NHL-ekspert

Lars Eller høster store roser fra en anerkendt NHL-eskpert, der mener danskeren har taget sine præstationer et 'gigantisk skridt op'.

Danske Lars Eller viste klassen, da han indtog hovedrollen og afgjorde den anden kamp i finaleserien om verdens største ishockey-trofæ, Stanley Cup natten til torsdag.

Med en scoring og to assists i Washington Capitals' 3-2 sejr over Vegas Golden Knights var danskeren den helt store oplevelse, da hovedstadsklubben fik udlignet til 1-1 i kampe i finaleserien.

Og det er ikke kun herhjemme i Danmark, man følger Lars Eller tæt. Den anerkendte NHL-ekspert Pierre McGuire er imponeret over det spil, den danske NHL-profil har leveret.

- Lars spiller godt. Rigtig godt, faktisk. Han var en stor årsag til, at de vandt kamp 6 i semifinalen mod Pittsburgh. Der spillede han fantastisk. Og efter en skidt første finalekamp mod Vegas, så tog han et gigantisk skridt op til kamp to. Han udfylder sin rolle på holdet til perfektion, lyder det fra NHL-ekspert Pierre McGuire til TSN.

- Han passer perfekt ind hos Washington. Hvis nogen fra deres førstekæde bliver skadet, så stepper han op. Det så vi i semifinalerne mod Pittsburgh og nu også i kamp 2 mod Vegas Golden Knights.

Danske Lars Eller står noteret for 17 point i 21 playoff-kampe i denne sæson.

Seks af de point er kommet på baggrund af scoringer, og selvom Lars Eller nyder stor succes i øjeblikket og måske aldrig har været bedre, tager danskeren opmærksomheden med ophøjet ro.

- Jeg går ikke ind til det på en anderledes måde. Jeg tror bare, det handler om, at jeg får mere spilletid, og jeg har en god kemi med mine holdkammerater, fortæller Lars Eller til TSN.

Lars Eller og Washington Capitals spiller tredje finale i kampen om det mytiske hockey-trofæ natten til søndag. Her er Washington for første gang i finaleserien på vant is og hjemmebane i den amerikanske hovedstad.

Selvom det er danske Eller, der stjæler overskrifterne i Danmark, så er fokus rettet mod Vegas Golden Knights i USA, da de imod alle odds er nået til finalen i klubbens første sæson i NHL. Du kan læse historien om sensationsklubben her.