Ishockey

Eller snublende tæt på historisk triumf: - Den sidste kamp er den sværeste

Natten til fredag dansk tid kan ishockeyspilleren Lars Eller blive den første dansker, der vinder mesterskabet i NHL.

Danske Lars Eller og Washington Capitals kan skimte Stanley Cup-trofæet i verdens bedste ishockeyliga, NHL. Trofæet, der regnes for at være et af de sværeste at vinde, fordi vejen dertil er lang og hård.

Natten til tirsdag dansk tid sikrede den amerikanske hovedstadsklub sig tre matchbolde i finaleserien, da Vegas Golden Knights blev nedlagt for tredje kamp i træk - denne gang med hele 6-2.

- Vi har givet os selv et af de bedst mulige udgangspunkter. Min erfaring er, at den sidste kamp er den sværeste at vinde. Det bliver svært. De kommer til at spille for deres liv, for det er deres sidste chance, lyder det over telefonen fra Lars Eller til TV 2 SPORT.

- Vi kommer til at skulle matche den intensitet, de kommer med. Nu er det klart, at vi har givet os selv et godt udgangspunkt. Vi skal se det som en kamp syv, for det er den mentalitet, de kommer ind i det med. Det er det samme for os, selv om vi er foran 3-1, siger han.

I finaleserien spilles der bedst af syv kampe. Vegas Golden Knights fik den bedste start, da de vandt den første kamp 6-4, men herefter har der stået Washington Capitals på tingene. Det billede gentog sig i kamp fire.

- Vi var skarpe i dag og scorede på vores chancer. Vi havde marginalerne på vores side. Tidligt i kampen havde de én på stolpen, som de kunne have scoret på. Derefter sad vi ret godt på det, fortæller Lars Eller, der håber, at Washington kan holde fast i overtaget.

- Vi skal ikke læne os tilbage, fordi vi er kommet foran 3-1. Det er muligt, at de føler, de skal forcere nu og skal frem og score mål, hvor vi forhåbentlig - ligesom tidligere i serien - skal spille på vores defensiv, og det kommer til at give os chancer offensivt til at score.

- Det giver os tryghed i vores spil, at vi har den her stærke defensiv, så vi ikke skal frem og score fire-fem mål for at vinde hver kamp. Det giver noget tryghed i baghovedet.

Kan blive den første danske NHL-vinder

Kun én gang tidligere har en dansker stået i Stanley Cup-finalen. Det var i 2011, da Jannik Hansen sammen med Vancouver Canucks tabte den syvende og afgørende kamp om NHL-mesterskabet til Boston Bruins.

Dermed kan Lars Eller blive den første danske ishockeyspiller, der får indgraveret sit navn på en af trofæets ringe og ikke mindst får lov til at tilbringe en dag sammen med det.

Unægteligt en drøm for alle NHL-spillere og også Lars Eller, der dog forsøger at lægge tankerne om trofæet lidt væk.

- Vi er tæt på, men vi er der ikke endnu. Det er nogle tanker, der kommer en gang imellem, men jeg bearbejder dem ret hurtigt væk. Hvis det kommer til at ske, så tager vi den derfra, og så kommer jeg selvfølgelig til at nyde det i fulde drag, siger Lars Eller.

- Men indtil videre er det stadig en serie, der bare skal vindes, og én kamp, der bare skal vindes. Det er det eneste, jeg forsøger at have i hovedet lige nu.

- Vi har været igennem så meget med det her hold. Igennem alle tænkelig scenarier, så der er ikke noget, der kan ryste os. Vi skal bare ikke tro, at det bliver lettere. Vi har været igennem hele karrusellen med forskellige scenarier i de her forskellige serier. Det er endnu en vigtig slutspilskamp, når alt kommer til alt.

Femte kamp i finaleserien mellem Lars Ellers Washington Capitals og Vegas Golden Knights spilles i Las Vegas natten til fredag dansk tid.