Lars Eller er næsten for god til sin rolle, siger træner efter NHL-triumf
Washington Capitals kunne profitere af en helt særlig dansk præstation i NHLs slutspil. Sådan lyder det fra Ellers træner i mesterklubben
Se 'Lars Ellers amerikanske drøm' kl. 19.30 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY
Hvis Lars Eller er typen, der kniber sig i armen, må den arm efterhånden være godt medtaget.
Seks dage er der gået, siden den danske ishockeyspiller fra Rødovre gjorde det, alle ishockeyspillere verden rundt drømmer om: afgjorde Stanley Cup-finalen og løftede pokalen over dem alle i verdens største hockeyliga, NHL.
Tirsdag kulminerede det så endnu engang.
På toppen af en rød dobbeltdækker kunne Eller sammen med holdkammeraterne køre gennem Washingtons menneskehav og lade sig hylde for mesterskabet. For Ellers vedkommende som den første dansker nogensinde - en bedrift, Ellers træner hylder ham for.
- Hvis du ser på det, Lars har præsteret - den måde, han behandler andre på og opfører sig professionelt - så er det det, der definerer Lars som person. Han er en god hockeyspiller. Gode ting sker for gode mennesker, og Lars er en exceptionel ung mand, siger Barry Trotz, træner for Washington Capitals, til TV 2 SPORT.
Nærmest for god til sin rolle
Grundstenen til Lars Ellers karrierekulmination finder vi tilbage i sommeren 2016.
Her valgte NHL-holdet Montréal Canadiens nemlig at sende Lars Eller til Washington efter en årrække, hvor Ellers store potentiale aldrig rigtig blev forløst. Hos Washington fandt den danske center til gengæld den helt rette rolle - som alsidig tredjecenter bag to stjerner, der tager det meste af fokus.
- Vi er velsignede med Evgeni Kuznetsov og Nicklas Bäckström som vores to top-centere, og så passer Lars i rollen som tredjemand, selvom han nærmest er bedre end det. Han går ikke op i, om han scorer i den enkelte kamp. Han går op i, hvordan han kan bidrage. Han passer rigtig godt ind her i Washington, siger Barry Trotz om Ellers rolle på holdet.
Trotz betoner Ellers evne til at træde i karakter, når andre er væk - når der er allermest brug for det.
- Lars var enormt vigtig for os i det her slutspil. Da han vikarierede for Nicklas Bäckström (svensk stjernecenter, red.), klarede han ikke bare rollen - han løftede sit spil. Da vi havde brug for, at nogen løftede niveauet, var det ham, der trådte i karakter. Jeg er så glad på hans vegne. Forhåbentlig kan det, han har præsteret, inspirere unge spillere hjemme i Danmark.
Storslået fejring
Lars Eller får på et tidspunkt lov til at det ikoniske Stanley Cup-trofæ med sig hjem til Danmark. Først skal der dog festes igennem i Washington, fortæller Barry Trotz.
- Det er kæmpe stort. Når du ser 15.000-20.000 mennesker sidde i vores arena, bare for at se vores udekamp på storskærmen - og der i øvrigt står 70.000 udenfor... Vi regner med én million mennesker til sejrsparaden. Det er stort, både for spillerne, for klubben og for fanbasen, siger Barry Trotz om den forløsning, mesterskabet også var.
- Fansene har kæmpet sig igennem de år, hvor vi har haft gode hold, men hvor vi ikke kunne gå hele vejen til finalen. Og da alle var færdige med at regne med os, så lykkedes det.
I aften klokken 19.30 sender TV 2 SPORT og TV 2 PLAY en spritny dokumentar om Lars Eller og den store Stanley Cup-triumf, hvor Barry Trotz også medvirker.