Ishockey

Janne Karlsson stopper som landstræner: - Jeg har ikke energien

Janne Karlsson stopper som landstræner for det danske ishockeylandshold.

Det danske ishockeylandshold skal have ny træner. Svenske Janne Karlsson stopper efter fem år på posten som landstræner.

Janne Karlsson har stået i spidsen for det danske ishockeylandshold for sidste gang.

Svenskerens kontrakt udløber denne sommer. Og den aftale har Janne Karlsson i samarbejde med Danmarks Ishockey Union besluttet ikke at forlænge - helt uden dramatik.

- Nu har vi taget beslutningen. Jeg har stået i spidsen i fem fantastiske år med mange gode mennesker og super kollegaer. Jeg kommer til at savne alle de gode folk omkring landsholdet, unionen og Team Danmark. Vi er en lille hockeyfamilie, men nogle gange når man bare til erkendelsen af, at der skal nogle nye kræfter til, fortæller Janne Karlsson til TV 2 SPORT.

Dermed blev VM på hjemmebane i maj Janne Karlsson sidste store opgave for det danske landshold, som han har været landstræner for siden 2013.

- Efter VM snakkede vi om, om vi skulle fortsætte samarbejdet eller ej. Fem år er lang tid, og nogle gange når man bare til vejs ende. Jeg er nået til erkendelse af, at jeg ikke har kræfterne og energien længere. Derfor er det bedre, at der er en anden, der tager over nu.

Dansk Ishockey Forbund har ikke meldt noget ud om, hvem der skal overtage det ledige trænersæde efter Janne Karlssons afgang.

Den svenske træner har blandt andet været med til at sikre det bedste danske resultat nogensinde ved et A-VM, da han tilbage i 2016 guidede Danmark videre fra gruppespillet og frem til kvartfinalen.

En præstation, der blot er sket én gang tidligere i historien. Det var tilbage i 2010, hvor de danske hockeyherrer ligeledes gik videre fra gruppen, inden kvartfinalen blev endestationen.

Inden Janne Karlsson overtog pladsen som landstræner i 2013 fra sin landsmand Per Bäckman, havde svenskeren allerede bevist sit værd som træner med flere titler.

Blandt andet vandt han det svenske mesterskab tre gange som træner for Frölunda, og i 2006 blev det så til både VM- og OL-guld som assistenttræner for det svenske landshold.

Hvad, der nu venter for Janne Karlsson, er endnu uvist.

- Det ved jeg ikke endnu, fortæller han afslutningsvis til TV 2 SPORT. 

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Dansk Ishockey Union uden held.