Dansk landsholdsspiller afviste NHL-hold
Ishockeyspilleren Nicklas Jensen afviste at vende retur til NHL-klubben New York Rangers, da han lavede en ny aftale med den finske klub Jokerit.
Normalt er NHL det altafgørende for ishockeyspillere. Verdens bedste liga. Muligheden for at spille mod verdens skarpeste udøvere på isen. Og så er der Stanley Cuppen - trofæet over dem alle på den glatte overflade.
Men sådan er det ikke for den danske landsholdsspiller Nicklas Jensen. Han har valgt at tage et år mere i den finske klub Jokerit på trods af, at New York Rangers var klar til at hive danskeren tilbage til Nordamerika.
- De ville gerne have haft mig tilbage. Men jeg syntes ikke, det gav mening, siger Nicklas Jensen til TV 2 SPORT.
Egentlig er han på kontrakt hos klubben fra The Big Apple, men han har fået lov til at spille i den russiske KHL-liga for Helsinki-klubben Jokerit. Det gjorde han sidste år. Og det gør han igen i år. Selvom holdet fra Madsion Square Garden gerne havde set danskeren kæmpe for en plads på NHL-holdet.
- Der er jo ingen garanti. Det kunne have været, jeg skulle have spillet i AHL og forsøge at kæmpe mig på holdet.
- Selvfølgelig, hvis jeg nu tog på Rangers-camp og kom på NHL-holdet, ville det være bedre. Men med den alder jeg har, vil jeg ikke havne i et år, hvor jeg skal spille AHL. Jeg har vist spillet det AHL, som jeg skal, siger den 25-årige forward.
Vil blive for udviklingens skyld
Det er efterhånden syv år siden, han blev draftet i første runde af Vancouver Canucks. Og det er også blevet til NHL-kampe, men det er et begrænset antal. 31 i alt. Derimod har der været rig lejlighed til at vise evnerne frem i den næstbedste nordamerikanske række, AHL. Her har danskeren spillet næsten 300 kampe.
Den vej har han prøvet. Derfor giver det mere mening at fortsætte i Jokerit og den stærke russiske liga.
- Det er godt for mig og min udvikling at spille her i Helsinki. Jeg spillede en fornuftig første sæson, og jeg elsker byen, lyder det fra danskeren, der blev topscorer i den finske klub med 37 point i de 54 grundspilskampe.
Derfor er der heller ikke tvivl om, at det skal kunne aflæses i de ubamhjertige statistikker, at danskeren er faldet yderligere til i KHL - ligaen der regnes for den næststærkeste i verden.
- Jeg vil gerne score en masse mål. Det er jo en af grundene til, at jeg er her. Derfor er det også naturligt, at der skal komme mere produktion fra mig end sidste år. Jeg skal ud og bevise, hvorfor det er, jeg vil være her.
Håber på NHL-retur
Fravalget af NHL til fordel for KHL betyder dog ikke, at et nordamerikansk eventyr nødvendigvis er overstået for herningenserens vedkommende. Tværtimod. En stærk sæson kan være nøglen tilbage til en fast plads i verdens bedste liga.
- En bedre sæson kan jo betyde, at jeg kan få folk til at vende hovederne derovre. Jeg er 25 år, og der er mange eksempler på spillere, der er skiftet fra KHL til NHL. Så jeg håber da ikke, jeg har spillet min sidste NHL-kamp.
Nicklas Jensens 31 NHL-kampe er fordelt på 24 kampe for Vancouver Canucks og 7 for New York Rangers.