Udklædt som ikonisk fodboldstjerne: Landsholdsspiller har brækket foden
Den danske landsholdsback Jesper Jensen Aabo misser sæsonstarten i KHL med et brud i foden.
Uheldene vælter ned over den danske landsholdsspiller Jesper Jensen Aabo.
Under VM på hjemmebane brækkede backen fra den finske klub Jokerit en knogle i hånden, der hæmmede ham i en stor del af VM-turneringen og efterfølgende kostede en operation. Nu er det galt med foden, hvor en brækket knogle har betydet en ny operation og tre ugers pause.
- Det er sindssygt frustrerende. Jeg havde lige glædet mig til at komme godt fra start i den nye sæson. Det er godt nok et gok i nøden, siger den uheldige forsvarsklippe til TV 2 SPORT.
- Jeg havde lige haft en god sommertræning, selvom jeg ikke kunne lave så meget med min hånd. Og med min skade til VM havde jeg tænkt, at jeg havde fået min del af uheld.
Men det havde Jesper Jensen Aabo ikke. Og derfor gik det galt, ikke på isen, men på en fodboldbane, hvor den finske storklub havde ryste-sammen-arrangement med fodboldturnering og udklædning.
Nedenfor ses danskeren udklædt som det engelske fodboldikon Paul Gascoigne:
- Så er der en, der træder mig over foden samtidig med, at jeg sparker på mål. Jeg humpede lidt, men spillede så videre, forklarer landsholdsbacken.
- Lægen blev godt nok lidt bleg, da han dagen efter så røntgenbilledet, og der var røget et stykke af knoglen, der går op til storetåen.
Dermed blev den danske ishockeyspiller skadet i en fodboldkamp, hvor han var udklædt som Paul Gascoigne. Trods den ærgerlige situation er der plads til lidt humor.
- Var han ikke også lidt af en spiller, der kunne hårdt til den, lyder det fra den uheldige back.
Har kontraktudløb
Nu kan Jesper Jensen Aabo så se frem til at gå glip af sæsonstarten i KHL, der regnes for verdens næstbedste liga efter den nordamerikanske NHL.
- Vi har først tre hjemmekampe, og så tre udekampe i starten af sæsonen. Jeg regner ikke med at være klar til sæsonstart, men jeg håber på det. Lægerne regner i hvert fald ikke med det. Men jeg tror, jeg er klar til de tre udekampe, lyder det fra manden, der humper rundt med foden pakket ind i en specialstøvle.
- Jeg ved ikke, hvad jeg ligner, når jeg humper rundt. De andre danskere i klubben (Nicklas Jensen, Peter Regin og Oliver Lauridsen, red.) er færdige af grin, når jeg kommer vraltende.
Til gengæld er der ikke meget at grine af, når det kommer til at starte sæsonen på tribunen.
- Jeg har kontraktudløb efter denne sæson, og derfor vil jeg jo gerne vise mig frem og vise, at jeg kan mere end i de tidligere sæsoner.
- Det handler jo om at spille sig til en ny kontrakt, og det kunne sagtens være her i Jokerit. Det er et perfekt sted for mig, men nu må vi se.
Jokerit indleder sæsonen den 3. september mod HC Kunlun Red Star.