Ishockey

Dansker trænede med stjernerne: - Det er sådan lidt uvirkeligt

Alexander True - her i den danske U20-landsholdstrøje - håber han i den kommende sæson kan juble over sin første NHL-kamp

21-årige Alexander True drømmer intenst om en NHL-debut, efter han har været med i træningslejren hos San Jose Sharks.

- Det er stadig sådan lidt uvirkeligt.

Drømmen om NHL er sat på stand-by for denne gang. Men den lever stadig for den 21-årige dansker Alexander True.

Lørdag blev den unge ishockey-forward sorteret fra San Jose Sharks-truppen i træningslejren op mod den kommende sæson i verdens bedste liga, men det har sat sine spor at træne med spillere, som han ellers kun har fulgt på TV.

- Det har været super fedt. Lærerigt. Det var også sjovt at træne med de spillere, man er vokset op med at kigge op til, og så rende rundt og træne med dem. Det er lidt specielt, siger Alexander True til TV 2 SPORT og nævner Joe Thornton, Joe Pavelski, Brent Burns og svenskeren Erik Karlsson som spillere, det har været specielt at skøjte ved siden af.

- Det er lidt mærkeligt på en eller anden måde at gå rundt om dem til hverdag. De er jo helt normale mennesker ligesom os andre. Men man er også en lille knægt, og man har altid syntes de var nogle superstjerner.

Blod på tanden

Udover træningspassene med nogle af isens største stjerner, blev det også til en enkelt testkamp for Sharks-mandskabet i en 7-3 sejr over Anaheim Ducks. 13 minutter og 46 sekunder blev det til.

- Det var sjovt og fedt at spille under Sharks-trænerne og få en Sharks-trøje på. Og prøve hvordan det er, at spille en NHL-kamp en dag – selvom det også bare var pre-season. Det var mega-sjovt at være med til at prøve det. Og så giver det også blod på tanden.

Nu gælder det en sæsonstart i AHL, den næsthøjeste liga i Nordamerika for udviklingsholdet San Jose Barracudas. Det samme hold, som den unge dansker spillede for i sidste sæson.

- Jeg skal være lidt mere en bærende spiller og lægge lidt mere pres på mig selv. Sidste år var jo mit første år, og jeg vidste ikke helt, hvad det var jeg gik ind til, så at sætte mål og hvordan jeg skal gøre det, er lidt nemmere i år, fortæller True over telefonen fra det sydlige Californien.

- Jeg vil gerne bidrage lidt mere til holdet, end jeg gjorde sidste år, selvom det nu gik meget godt. Og så spille hver kamp, som om jeg skal spille mig på NHL-holdet.

I sidste sæson lavede den tidligere Rungsted-spiller 28 point i 68 kampe. Det fik San Jose Sharks til at skrive en tre-årig aftale med den danske center på tre år til en værdi af 5,8 millioner kroner.

Holdkammerater som konkurrenter

Den begynder nu i en liga, hvor det kan være en hård omgang, når alle kæmper for en opringning fra Sharks-lejren. Et telefonopkald, der vil betyde, at drømmen om NHL vil blive til virkelighed.

- Det er en liga, hvor alle har det samme mål som en selv. De vil alle sammen gerne blive bedre, de vil alle sammen gerne kaldes op, så alle de spillere knokler sygt hårdt på til kampene, fordi de gerne vil vise, at de skal op til NHL. Det er ikke nogen nem liga. Der bliver gået til stålet.

Derfor kan det også være et hårdt miljø, når man på den ene side er holdkammerater i kampene, men på samme tid er konkurrenter i kampen om at komme op til NHL.

- Selvfølgelig er man holdkammerater, og selvfølgelig vil man gerne have ens egen drøm går i opfyldelse. Det kan godt være lidt hårdt, hvis man føler, at der hele tiden er andre end en selv, der får de opringninger, og man synes måske selv, man er berettiget. Men man bliver også lidt glad på sine holdkammeraters vegne. Men det er lidt blandede følelser, for man vil jo helst have, det er en selv, der får de opringninger. lyder det ærligt fra Alexander True, der som alle drømmer om det afgørende telefonopkald.

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få den opringning og spille min første NHL-kamp. Det vil jeg være utrolig glad for. Det kunne være sindssygt. Jeg ved nærmest ikke, hvad jeg skal sige. Det vil være helt surrealistisk at tænke på.

Hvis Alexander True bliver hentet op til NHL, så vil han blive den 12. dansker, der får debut i ligaen.