Ishockey

Odense-træner kalder ydmygelse en 'total katastrofe'

Odense Bulldogs led fredag aften sit største nederlag i dette årtusind.

- Gudskelov, at det er overstået.

Yannick Vedel var fredag aften med til at sætte negativ klubrekord for Odense Bulldogs siden årtusindskiftet, da han og holdkammeraterne blev ydmyget i Rødovre med 13-4.

Efter 40 af de 60 minutters spil stod der 10-1 på måltavlen, før der nærmest gik hat og briller i den i tredje periode, som endte 3-3.

- Når du lukker 13 mål ind, er det jo ikke én ting. Det er en lavine af lort, siger Yannick Vedel til TV 2 SPORT.

Blot fem dage inden havde bundholdet Odense slået netop Rødovre med 2-1 på hjemmebane.

Så Odenses svenske træner, Pelle Svensson, var omtrent ligeså skuffet som Yannick Vedel efter kampen.

- Det her må absolut ikke ske. Det er en total katastrofe. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har aldrig oplevet det hverken som spiller eller træner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, udover at jeg er virkelig skuffet, siger Svensson.

Lyn-analyse

Odense bliver nødt til at snakke om, hvordan de markerer, hvad deres bundniveau er, og hvad deres grundstruktur i egen zone er. Hvad vil det sige at dække en mand op foran mål? Er det bare at stå og klappe ham på skulderen og stå ved siden af ham, eller skal man rent faktisk tage fat?

Der er nogle helt grundlæggende ting, de skal hjem og kigge på og arbejde med, for ellers har de ikke noget at gøre i den her liga.

Med nederlaget er Odense fortsat sidst i Metal Ligaen med seks point efter otte kampe.

Denne sæson er starten på en ny virkelighed i den fynske ishockeyklub, der havde så meget rod i økonomien, at en konkurs truede i løbet af sidste sæson.

Så galt gik det dog ikke, men Odense blev nødsaget til at sadle om og satse på en masse nye og unge spillere, hvilket selvfølgelig også har sænket ambitioner i klubben, der for seks år siden tabte DM-finalen.

Men truppens sammensætning bliver ikke brugt som en undskyldning i Odense-lejren.

- Du kan sende et 1. divisionshold ud, og de kan lave et bedre resultat. Der er ikke andet at gøre end at genstarte, lægge den her i glemmebogen, måske evaluere på noget video og så videre. Der er ikke noget at tage med fra sådan en dag, siger Yannick Vedel og følges op af Pelle Svensson.

- Det er ikke acceptabelt, uanset om det er et ungt eller gammelt hold. Det går stik imod, hvad vi snakkede om før kampen, og hvad vi har gjort tidligere og til træning.

Odense møder på tirsdag Hvidovre, der ligger to point foran på niendepladsen i ligaen.