Dansk målmand lavede sjælden assist - og 42 redninger

16x9
Frederik Andersen (tv) er den målmand med flest sejre i indeværende sæson. Foto: John Hefti / Ritzau Scanpix

Frederik Andersen fortsætter sin forrygende form i NHL, hvor San Jose Sharks natten til fredag blev besejret.

Toronto Maple Leafs buldrer videre i NHL, hvor holdet nu er tredjebedst af alle efter en 5-3-sejr over San Jose Sharks.

En stor del af æren kan Maple Leafs tilskrive den danske målmand Frederik Andersen, der igen spillede en afgørende rolle.

Canadierne var nemlig udsat for et sandt bombardement i San Jose, men så var det heldigt, at Frederik Andersen diskede op med imponerende 42 redninger og en redningsprocent på over 93.

Og så blev det endda til en sjælden målmandsassist, da Andersen sendte en lang pasning op til holdkammeraten Mitchell Marner, der med seks minutter tilbage gjorde det til kampens resultat 5-3.

- Det er sjovt at få nogle (personlige, red.) point på sæsontotalen. Det var et fantastisk skud af Mitch. Jeg så ham deroppe og prøvede at finde ham til en chance. Det endte med at blive et flot mål, siger Frederik Andersen til Toronto Maple Leafs' Youtube-kanal.

Ottende NHL-assist

Det skal dog nævnes, at han ikke så alt for heldig ud, da Sharks i første periode udlignede til 1-1. Her blev Andersen snydt, da pucken tog et uventet spring fra banden og gled ud foran målet, hvor Andersen stod og kiggede i den modsatte retning.

Det var Andersens ottende assist i NHL, hvor han siden 2013 har spillet 314 kampe.

Frederik Andersen har spillet 16 kampe i sæsonen og vundet de 11, hvilket er flest af alle målmænd i NHL.

Toronto Maple Leafs har nu vundet fem kampe i træk med Andersen i målet, hvor danskeren har leveret hele 169 redninger svarende til 34 per kamp.

Bødker vandt danskeropgør

I Ottawa var der danskeropgør, hvor Senators og Mikkel Bødker tog imod Detroit Red Wings med Frans Nielsen.

Det endte med en 2-1-sejr til hjemmeholdet i en kamp, hvor ingen af danskerne noterede sig for scoringer eller assists.

Oliver Bjorkstrand var i aktion for Columbus Blue Jackets, der hjemme slog Florida Panthers med 7-3.