Ishockey

Ishockeystjernes kontrakt revet over - går glip af 80 millioner kroner

NHL-stjernen Patrik Berglund er blevet enig med sin klub Buffalo Sabres om at ophæve sin kontrakt, og dermed går han glip af mere end tre års løn.

Disciplinære problemer og manglende form har kostet ishockeyspilleren Patrik Berglund dyrt. Meget dyrt.

For kontrakten mellem svenskeren og NHL-klubben Buffalo Sabres er revet midt over og ophævet, bare 108 dage efter at han skiftede til klubben.

Det betyder, at ishockeyspilleren er gået med til at afstå fra den anseelige løn, han ellers skulle have haft i mere end tre år endnu, hvis kontrakten stadig var gældende.

Det amerikanske ishockey-site CapFriendly, der holder lønstatistikker for NHL-klubberne, kan berette om, at Patrik Berglund ellers stod til at kunne sætte, hvad der svarer til godt 64 millioner danske kroner, ind på sin konto i løbet af de næste tre år. Dertil skal lægges, hvad der svarer til små 18 millioner danske kroner for resten af den gældende sæson, så derfor går han i alt glip af over 80 millioner danske kroner.

Disciplinære årsager grund til fyring

Den svenske ishockeyspiller skiftede til Buffalo Sabres fra St. Louis Blues inden sæsonen. Men lige fra start har der været disciplinære problemer med Patrik Berglund.

- Buffalo Sabres tilkendegiver, at organisationen har skilt sig af med angriberen Patrik Berglund på grund af en mislykket rapportering til holdet. På nuværende tidspunkt kommer der ikke yderligere information, skriver NHL-klubben på sin hjemmeside.

Patrik Berglund er blandt andet kommet for sent til flyet, da han og holdet skulle til en udekamp. Desuden har han leveret skuffende præstationer, i forhold til hvad der var forventet. På grund af skader har han kun spillet 23 kampe for holdet i sæsonen, og her er det bare blevet til fire point i alt.