Dansker gik på isen i NHL og vidste, det var på lånt tid
Patrick Russell blev i november den 12. dansker i NHL. Her ser angriberen tilbage på den skelsættende begivenhed, han vidste snart var overstået
Tænk på din største drøm. Det, du har arbejdet hårdt for. År efter år. Sæson efter sæson.
Lige siden dengang, hvor du fandt ud af, at isen strakte sig længere, end du anede. Ikke bare til Sverige, men hele vejen over Atlanterhavet. Til en glat overflade, der blev betrådt af de største. Wayne Gretzky, Mario Lemieux, Peter Forsberg, Steve Yzerman.
Lige siden dengang, hvor du fandt ud af, der var en liga, der nærmest virkede ekstragalaktisk i sin uopnåelighed for en dansker på skøjter.
En liga, hvor de bedste talenter blev fulgt, fra de var teenagere, til de i en ung alder blev valgt af nordamerikanske klubber som de fineste af sin årgang. Talenter, der skulle satses på af klubber med navne så amerikanske, at det næsten kunne smages, når man sagde deres navne højt: Flames, Kings, Rangers, Red Wings og Oilers.
National Hockey League – eller bare NHL.
Næsten en uopnåelig størrelse, når man ikke er løftet ud af ungdomsårene som et talent, der skulle satses på. I stedet tager du den mere bumlede vej. Fra ungdomshockey først i Sverige og så i USA i en lille flække på prærien i Iowa.
Alligevel lykkes det. Selv den mest kringlede og krogede vej kan føre dig frem til dit foretrukne mål, hvis du hele tiden læser kortet korrekt.
Til sidst står du der. På isen til det, du har drømt om hele din karriere. Din første kamp i NHL.
Du står midt i din drøm. Men samtidig med, du har alle sanser åbne - for at suge det hele ind, inhalere det helt ned i lungerne, maven og hele kroppen, så øjeblikket vil lagre sig for evigt - så er du uhyggeligt bevidst om, at du lever en drøm på lånt tid.
Drømme er noget, du vågner fra.
Det vidste den 25-årige dansker Patrick Russell også, da han den 17. november sidste år som den første udraftede dansker i historien stod på isen i Calgary for at spille sin første kamp i NHL. Som den bare 12. i historien fra den lille ishockeynation. Som en del af Edmonton Oilers parat til at levere alt i en kamp mod lokalrivalerne fra Calgary Flames i det, man kalder The Battle of Alberta.
- Det ligger i baghovedet, at det nok snart er overstået, fortæller Patrick Russell til TV 2 SPORT om de eventyrlige dage i 2018, hvor han var en del af verdens stærkeste liga.
- Man håber selvfølgelig på det bedste, men man ved også, når man bliver kaldt op, hvorfor man er hentet ind. For mit vedkommende var det en skade, der gjorde, at jeg kom ind på holdet, så jeg vidste, det var på lånt tid.
Han var dagen forinden blevet ringet op hjemme i lejligheden i Bakersfield i Californien, hvor han lige havde overstået dagens træning.
"Pak dine ting og kig i din indbakke, der ligger en flybillet til i morgen tidlig. Du skal i NHL", lød beskeden i al korthed.
Men hvad tager man med, når man skifter Californiens efterårssol ud med Albertas frostkolde vinter?
Patrick Russell valgte ikke at tage for meget med. Så hellere købe sig til det nødvendige – som en jakke, der kunne klare minusgraderne.
Når han tænker tilbage, står det hele klokkeklart og skarpt. Alle 8 minutter og 37 sekunder, som han fik på isen i sin debut.
Den intense stemning i lokalopgøret. De mange slåskampe på isen mellem rivaler, der for alt i verden ikke ville tabe ansigt lige præcis i slaget om den canadiske delstat.
Op til kampen havde han holdt sig langt væk fra telefonen. Han ville ikke forstyrres. Ikke bringe sig selv ud af den sædvanlige rytme. Heller ikke selv om der intet sædvanligt var ved dagen.
Den helt store verdensstjerne Connor McDavid, der er anfører hos Oilers, havde været forbi danskeren som den gode kaptajn, Patrick Russell synes, han er. Havde taget sig af den danske angriber og budt velkommen.
Der var også kendte ansigter, som Patrick Russell kendte fra Bakersfield. Andre, der havde taget det største skridt, det vildeste skøjtetag fra udviklingsholdet i AHL til NHL.
Så han følte sig ikke alene. Ikke som en outsider, som de andre så skævt til, selvom han egentlig stod og håbede på at snuppe et job fra en af de andre.
- Det er jo et vilkår, alle kender. For at komme frem må man tænke på sig selv. Men det ved alle. Det er en god gruppe at komme ind i, forklarer Patrick Russell.
Isen i NHL derimod er en svær is at komme ind på. Hvordan sikrer man, at man leverer det, man er blevet hentet ind for at levere, når lyset er kraftigere, omgivelserne vildere, og tilskuerne er mere intense?
- Det var nervøst i starten. Men jeg kom langsomt ind i det, samtidig med jeg prøvede at suge det hele ind. Det er gode minder.
Det går stærkt i verdens bedste liga. Og der er planer større end dem, du selv kan lægge og fuldføre. På den måde er du en brik i et spil, du ikke helt selv er herre over.
- Du er der på lånt tid, medmindre du virkelig gør noget ekstraordinært.
5. december spillede Patrick Russell sin sjette og foreløbigt sidste kamp i NHL.
- Man ved, det kommer. Jeg blev kaldt ind til vores Asisstant GM, Keith Gretzky. Jeg fik et par ord med på vejen. Noget, jeg skulle arbejde med, men det var hurtigt overstået.
- Det vigtige er, at de har bevist, de tror på mig ved at kalde mig op.
Nu er Patrick Russell tilbage i Bakersfield og spiller for Condors. Holdet ligger og kæmper om slutspilspladserne, mens danskeren er på vej til sin pointmæssigt bedste sæson i den næststærkeste række i Nordamerika. 22 point i 31 kampe er det blevet til. Sidste sæson lavede han 27.
Han er på sidste år af sin kontrakt med Edmonton Oilers. Så på et eller andet tidspunkt skal den nu 26-årige forward til at finde ud af, hvad han skal i næste sæson. Men det er ude i fremtiden. Ikke noget, han bruger sin tid på nu, hvor der er vigtige kampe. Og så alligevel.
- Mit drømmescenarie er at skrive under her. Men målet er helt klart at få endnu en NHL-kontrakt.
Drømmen om at spille i NHL er opfyldt. Den er krydset af på to-do-listen.
Men der er ikke noget med at bøje nakken over, det kun blev til en kort periode blandt verdens bedste og bare lidt mere end en håndfuld kampe. Tværtimod. Der er nye drømme, der skal jagtes.
- Det har givet mig blod på tanden. Jeg vil selvfølgelig gerne derop og spille fast, men der er lang vej.
Vejen bliver sikkert kringlet og kroget med masser af bump. Men Patrick Russell har stadig blikket skarpt fokuseret på kortet, og han ved, hvor han vil hen.