Ishockey

Ehlers' mundtøj fik kringlet nattens comeback

Endelig er Nikolaj Ehlers tilbage på isen Lehtikuva / Ritzau Scanpix

Mundtøjet bærer en del af skylden for, at den danske NHL-forward allerede gør comeback i nat

Nikolaj Ehlers er endelig tilbage på isen i nat, når Winnipeg Jets møder Vegas Golden Knights i Las Vegas.

Og den målfarlige dansker lod ikke bare skøjterne tale i træningerne op mod udekampen i ørkenbyen. Han fik også talt sin sag godt overfor headcoach Paul Maurice, så et comeback kommer allerede nu, fortæller Nikolaj Ehlers til TV 2 SPORT.

- Jeg havde regnet med at spille på den her road trip - men det var ikke meningen, jeg skulle spille i nat. Men den fik jeg kringlet på en god måde, siger den unge forward med et smil på stemmen over telefonen fra Las Vegas.

- Jeg fik snakket godt med Paul Maurice efter træningen i går, og så snakkede jeg min sag igen her til morgen og fortalte, at jeg var klar til at spille.

Det er syv uger siden Nikolaj Ehlers måtte udgå med en skade i kampen den 4. januar mod Pittsburgh Penguins.

Derfor kunne man forvente en dansk forward, der lige skal bruge lidt tid på at være tilbage på et niveau, hvor han kan bidrage offensivt til holdet, men det afviser Ehlers.

- Jeg skal levere med det samme, ellers skal jeg ikke spille, understreger han.

- Jeg føler, jeg er 100 procent, og der er ikke tid til nogle kampe, hvor jeg lige kan føle mig ind i det. Jeg skal levere med det samme.

Men Nikolaj Ehlers er dog med på, at det ikke bliver nemt.

- Vi har tabt tre kampe i træk, og så skal jeg lige vænne mig til, det ikke er træning, men kamp igen. 

Nikolaj Ehlers scorede sine seneste mål i NHL den 20. december, hvor han lavede hattrick i opgøret mod San Jose Sharks.