Ishockey

Ehlers sad ude med skade i syv uger – scorer efter 56 sekunder i comeback

Nikolaj Ehlers brølede sin glæde ud, da han scorede til 1-0 mod Vegas Golden Knights.

Nikolaj Ehlers fortæller, at hans comeback ikke kunne have gået bedre, da han scorede kampens første mål.

Nikolaj Ehlers kunne brøle sin glæde ud og lade sig omfavne af sine holdkammerater efter bare 56 sekunder af kampen mellem Ehlers' Winnipeg Jets og Vegas Golden Knights.

Den 23-årige dansker gjorde nemlig comeback og scorede, da han natten til lørdag dansk tid skøjtede på isen i Las Vegas.

Nikolaj Ehlers måtte den 4. januar udgå med en skade i kampen mod Pittsburgh Penguins, og han har siden måtte se til fra sidelinjen. Natten til lørdag gjorde han så comeback, og det var med kampens første mål, som han scorede, inden der var gået et minut på haluret.

- Pucken landede lige foran mig, og jeg fik den med ned mod målet. Den røg lige i nettet, hvilket ikke er så skidt, siger den lavmælte dansker med et smil på læben til NHL.com.

Det kunne vel ikke have gået bedre?

- Nej, slet ikke. Jeg var virkelig klar til at komme tilbage. Det var en ret god følelse, da den røg lige i nettet. Vi havde den følelse af, at linjen og holdet som spillede som en enhed.

- Vi kom med en masse fart, og vi gjorde det, som vi er bedst til. Det er at udnytte farten så meget, som vi kan. Det føles godt at vinde i aften (natten til lørdag dansk tid, red.), og nu skal vi bare kæmpe videre, forklarer Ehlers.

Nikolaj Ehlers blev tiljublet af sine holdkammerater efter bare 56 sekunder på isen.

Ehlers: Jeg skal levere med det samme

På trods af at danskeren ikke har spillet en kamp i syv uger, så var der ikke plads til at træne og prøve sig af i selve kampen mod Golden Knights.

Da han skøjtede ind på isen, var det ikke for at spille på halv kraft. Det forklarede han til TV 2 SPORT inden opgøret.

- Jeg skal levere med det samme, ellers skal jeg ikke spille. Jeg føler, jeg er 100 procent, og der er ikke tid til nogle kampe, hvor jeg lige kan føle mig ind i det. Jeg skal levere med det samme, sagde han inden kampen til TV 2 SPORT.

Danskerens scoring blev dog ikke den eneste i kampen. Winnipeg vandt nemlig med hele 6-3. Sejren bringer dem op på 78 point. Holdet er på tredjepladsen i sin division - fem point efter førerholdet, Calgary Flames.

Nikolaj Ehlers scorede sine seneste mål i NHL den 20. december, hvor han lavede hattrick i opgøret mod San Jose Sharks.