Frederik Andersens Toronto fuldender stort comeback

16x9
Frederik Andersen fik fundet redningerne frem, da hans hold var bagud med tre. Foto: Jean-yves Ahern / Ritzau Scanpix

Toronto Maple Leafs kom overordentligt dårligt fra start mod Montreal Canadiens, men kæmpede sig tilbage.

Frederik Andersen leverede en stribe af veltimede redninger, da Toronto Maple Leafs natten til søndag vendte 0-3 til en 6-3-sejr på hjemmebane over Montreal Canadiens i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Den danske målmand efterlod Montreal-mandskabet frustreret tilbage med hele 32 redninger i hjemmekampen på Scotiabank Arena.

En vigtig statistik i en kamp, hvor Maple Leafs hurtigt kom bagud efter mål fra Andrew Shaw, Jeff Petry og Tomas Tatar tidligt i kampen.

De første 20 minutter var i det hele taget ikke noget kønt syn set fra Maple Leafs perspektiv.

Men så bevægede redningsprocenten sig kun opad, og forspringet til Canadiens blev efterhånden vendt.

William Nylander og Auston Matthews lavede begge et mål og en assist, mens Tyler Ennis og Andreas Johnsson også kom på måltavlen.

Og med 26-årige Zach Hymans to scoringer i tredje periode kunne Maple Leafs notere sig en komfortabel sejr.

Med sejren bryder Maple Leafs en dårlig stime på tre nederlag i træk. Deres interne statistik mod Canadiens er dog god - Maple Leafs har vundet de sidste seks opgør.

I tabellen giver sejren også lidt luft mellem Maple Leafs og Canadiens, der ligger på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen i den østlige konference.