Ishockey

Nikolaj Ehlers laver assist for Winnipeg i topopgør

Ehlers lavede en assist.

Jets rykker op på førstepladsen i sin division efter sejr. Russisk holdkammerat til Lars Eller sætter rekord.

Winnipeg Jets med Nikolaj Ehlers rykker op på førstepladsen i Central-divisionen i den nordamerikanske ishockeyliga NHL, efter at holdet natten til lørdag dansk tid slog Nashville Predators 5-3.

Ehlers, der for nylig vendte tilbage til isen efter en skadepause, var direkte involveret i Winnipegs anden scoring, da han sendte pucken videre til målscorer Kyle Connor.

Nashville Predators bragte sig foran med 2-0, men Winnipeg scorede to gange i slutningen af anden periode og yderligere tre gange i tredje periode, hvor Nashville kun fik pucken i nettet en enkelt gang.

Lars Eller og Washington Capitals fik også fuldt udbytte i nattens runde med en 3-1-sejr over New York Islanders. Dermed er det forsvarende mesterhold i NHL oppe på en delt førsteplads i sin division.

Holdets russiske målmaskine, den 33-årige Alex Ovechkin, scorede det ene af Capitals mål og nåede op på 45 mål hidtil i denne sæson. Han er den første spiller i NHL-historien til at score 45 eller flere mål i ti sæsoner.