- Ikke fordi man har mistet sit talent, siger Andersen om tung periode
Den danske NHL-målmand Frederik Andersen jagter topformen igen efter et lille formdyk.
Marts måned har været tung. Til tider rigtig tung for den danske målmand Frederik Andersen i Toronto Maple Leafs.
Fire nederlag i de seneste fem kampe, hvor danskeren er startet mellem stængerne hos den canadiske NHL-gigant. To gange udskiftet før tid, fordi puckene er raslet ind bag den store dansker.
Den slags, der kan få tvivlen til at lave dybe flænger i den selvtillid, der er altafgørende, når man er førstekeeper i verdens allerstærkeste liga.
- Det kan godt være, der er fire kampe, hvor det ikke rigtigt går, men det er her, det gælder om ikke at tabe sin rutine fortæller Frederik Andersen til TV 2 SPORT.
- Det er jo ikke fordi, man har mistet sit talent - heller ikke selv om det kan være svært at tro på sin egen formåen, når det går skidt.
Derfor er rutinen vigtig. En rutine, der består uanset om det er gået godt - eller som på det seneste - mindre godt. Det handler om hurtigt at komme ind og se videoklip fra kampen, og tage de objektive briller på. Kunne der gøres noget anderledes? Kunne man have taget den puck? Det gør det hele nemmere rent mentalt. Og det gør det nemmere at arbejde frem mod næste kamp.
Men selvom Frederik Andersen helt sikkert havde været sit formdyk foruden, så er gælder det gamle ordsprog om, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, også i Toronto.
- Det er godt at komme ned på jorden. Det er godt at finde ud af, at der fortsat skal arbejdes på detaljerne. Det handler om at bruge modgangen og komme videre. Og så er det jo også vigtigt, at bølgedalen kommer nu og ikke i slutspillet, fortæller den 29-årige keeper.
Grundspillet lukker om to uger. Så står den på slutspil, og i en ishockeygal by som Toronto, der ikke har vundet Stanley Cuppen siden 1967, så fylder Maple Leafs alverden.
- Det er derfor, det er så svært at spille her. Man skal lære at håndtere det uden, at det går dig på. Men når man har lært det, så er det også det, der gør det så fedt at spille her.
Måske er danskeren på vej tilbage til det niveau, der er nødvendigt, hvis Maple Leafs endelig skal bryde mesterskabstørsten i Toronto. Godt nok tabte canadierne 1-2 til New York Rangers natten til søndag, men Frederik Andersen lukkede blot et enkelt mål ind i de ordinære 60 minutter, før sejrsmålet i overtiden.
- Det handler om at spille perfekte kampe og få det rigtige mentale mindset. Tænke på her og nu. Og selvom det lyder kedeligt: Tage en puck af gangen. Det er dét, der får mig til at føle mig i den bedste mentale zone.
Og mens Toronto Maple Leafs jagter formen på vej ind i slutspillet efter en tung måned, så hjælper Frederik Andersens nøgterne jyske sindighed også på at overkomme de svære perioder, der nødvendigvis må komme, når man aften efter aften står overfor verdens giftígste målscorere.
- Det ville være let, hvis det altid gik godt. Det er godt, at man skal kæmpe for det, man drømmer om.