Ishockey

Dansk NHL-målmager anede ikke scoring var historisk

Oliver Bjorkstrand er den mest scorende dansker i denne sæson i NHL - og satte natten til mandag en lille dansk rekord

Oliver Bjorkstrand vidste ikke, at hans seneste scoring for Columbus Blue Jackets var en dansk NHL-rekord

Natten til mandag satte Oliver Bjorkstrand en dansk NHL-rekord, da han bankede et slagskud i netmaskerne i 4-0 gevinsten over Buffalo Sabres.

Det var nemlig femte kamp i træk, at den 23-årige Columbus Blue Jackets-forward scorede. Noget ingen anden dansker tidligere har præsteret i verdens stærkeste liga. Og en rekord som hovedpersonen faktisk ikke kendte til.

- Det anede jeg ikke. Så må jeg jo hellere prøve at score i kamp seks også, siger Oliver Bjorkstrand til TV 2 SPORT syv timer før nattens kamp mod Boston Bruins, hvor han med en scoring kan fortsætte den fornemme stime.

En stime, på seks mål i de seneste fem kampe, der er svær at forklare, men som i hvert fald hænger sammen med den selvtillid, der følger med, når man kan se den ene afslutning efter den anden får netmaskerne til at blafre.

- Det er en stor del af at have succes. Selvtilliden ved at score. Jeg bliver mere skarp og sætter puckene et bedre sted. Det hænger sammen med en stabilitet, jeg har fået de seneste to-tre måneder, hvor jeg har spillet godt og ikke faldet i niveau.

På den måde adskiller de seneste måneder sig fra efteråret, hvor det i perioder var rigtig tungt at være Oliver Bjorkstrand. Her havde danskeren ikke sin bedste periode, og cheftræner John Tortorella satte på et tidspunkt den unge dansker af holdet.

- Da jeg var ude af holdet, så havde jeg det ikke allerbedst på isen. Så begynder man ikke at stole på sig selv. Derfor er selvtilliden så vigtig, når man scorer.

Målstimen betyder, at der nu masser af selvtillid i de danske afslutninger i Ohio. 21 mål er det blevet til indtil videre i denne sæson. Men selvom Oliver Bjorkstrand har haft en svær periode og har været udsat for kritik, så er det ikke fordi han er en ung mand, der har travlt med at påpege overfor kritikerne, at de tog fejl.

- Jeg skal ikke bevise noget på den måde. Jeg vil helst bare bevise overfor mig selv, at jeg kan holde det her niveau og måske lægge yderligere til.

På en måde høster Oliver Bjorkstrand frugterne hos et hold og kædekammerater, der på det seneste er begyndt at præstere på et andet niveau end tidligere i denne sæson. På den måde er den lille danske NHL-rekord med mål fem kampe i træk også et produkt af en stime, der er fulgt i kølvandet på gode Columbus-kampe

Og mens Columbus Blue Jackets i sine sidste tre kampe i grundspillet skal forsøge at holde fast i den slutspilsplads, der lige nu er i Ohio-mandskabets besiddelse, så sætter Oliver Bjorkstrand sin NHL-rekord ind i et meget større billede, der peger ind mod netop slutspillet.

- Det er da meget fint med den rekord, men det fedeste ville være at blive nummer to, der vinder Stanley Cuppen, lyder det fra den unge dansker, der afslutter med et lille grin.