NHL-danskers historiske stime brudt - men holdet er klar til slutspillet
Oliver Bjorkstrand kunne ikke fortsætte sin vilde målstime i Columbus Blue Jackets' sejr i NHL.
Den danske NHL-spiller Oliver Bjorkstrand skal spille med i slutspillet om Stanley Cup.
Det står klart, efter at den 23-årige højrewings hold, Columbus Blue Jackets, natten til lørdag vandt 3-2 efter straffeslag over New York Rangers.
Blue Jackets har to point ned til Montreal Canadiens i wild card-stillingen i Eastern Conference med en kamp tilbage i grundspillet.
Ved pointlighed afgøres placeringerne efter, hvilket hold der har flest sejre i ordinær og forlænget spilletid over hele sæsonen.
Her fører Blue Jackets med 44 mod Canadiens' 41 sejre.
Historisk stime brudt
Inden kampen havde Oliver Bjorkstrand scoret i seks kampe i streg. Danskeren kom dog ikke på tavlen, og dermed sluttede den imponerende målstime.
Ingen dansk spiller havde forinden formået at score i mere end fire kampe i træk i NHL.
Ryan Dzingel og Artemi Panarin stod for målene for Blue Jackets, der var bagud helt indtil tredje periode efter Chris Kreiders scoring for Rangers i anden periode.
Efter to mål af Blue Jackets i tredje periode var sejren og dermed slutspilspladsen så godt som i hus, men syv sekunder før tid udlignede Rangers' Pavel Butsjnevitsj til 2-2 til stor ærgrelse for Bjorkstrand og co.
Kampen skulle siden finde sin afgørelse i straffeslagskonkurrence. Efter to redninger fra Blue Jackets' målmand Sergei Bobrovsky og en enkelt fra Rangers' Alexandar Georgiev, scorede Bjorkstrands holdkammerat Panarin igen og afgjorde kampen.
Fire danskere i slutspillet
Ud over Bjorkstrand er den danske NHL-målmand Frederik Andersen, der huserer i Washington Maple Leafs, Washington Capitals' Lars Eller og Nikolaj Ehlers i Winnipeg Jets klar til slutspillet.
Columbus Blue Jackets står lige nu til at møde Tampa Bay Lightning i første runde af slutspillet. Det kan dog ændre sig i sidste runde af grundspillet.
Florida-holdet har domineret Eastern Conference og er det hold i hele NHL med flest point i grundspillet. Hvis det lykkes Columbus at gå forbi Carolina Hurricanes i sidste spillerunde, skal holdet møde danske Lars Eller og Washington Capitals, der er forsvarende mestre.
Frans Nielsen og Mikkel Bødker, der spiller for henholdsvis Detroit Red Wings og Ottawa Senators, bliver ikke en del af slutspillet og kan gå på sommerferie efter denne weekends sidste spillerunde.