Utrolig NHL-dansker fortsætter - scorede og lavede to assists

16x9
Oliver Bjorkstrand. Foto: Aaron Doster / Ritzau Scanpix

Oliver Bjorkstrand er inde i en helt utrolig stime, der startede i midten af marts.

De danske ishockeyspillere Oliver Bjorkstrand og Mikkel Bødker kom begge på måltavlen, da Columbus Blue Jackets natten til søndag dansk tid besejrede Ottawa Senators med 6-2 i den nordamerikanske NHL.

Kampen var den sidste i ligaens grundspil.

Columbus var på forhånd sikret en plads i slutspillet på et wild card efter en stærk serie på syv sejre i de seneste otte kampe.

Og hvis man kan tale om at have ramt formen på det perfekte tidspunkt, er Bjorkstrand et af de bedste eksempler at fremhæve.

Scoringen var nemlig hans niende mål i de seneste ti kampe. Bjorkstrand har undervejs præsteret at score i seks kampe i træk - forinden havde ingen dansker scoret i mere end fire kampe i træk.

Desuden stod han for oplægget til to mål i opgøret mod Ottawa.

Den første assist var til stillingen 2-0, da danskeren efter en smart finte sendte pucken tværs over isen til Markus Nutivaara, som hamrede pucken i målet.

I anden periode havde han næstsidste stav på, da Alexandre Texier bragte Columbus foran med 4-1.

I tredje periode reducerede Mikkel Bødker for Ottawa til 2-4, men knap tre minutter senere genoprettede Bjorkstrand forspringet på tre mål med en kontrascoring.

I slutminutterne cementerede Riley Nash sejren, da han sendte pucken i et tomt mål til 6-2.

Columbus skal i første runde af slutspillet op mod Tampa Bay Lightning, der i sidste spillerunde slog Boston Bruins. Med sejren tangerede Florida-holdet rekorden for flest sejr i en sæson, som Detroit Red Wings satte i 1996. Sejren var holdet 62. i grundspillets 82 kampe.

For Ottawa Senators og Mikkel Bødker derimod er sæsonen forbi for denne gang. Med 64 point slutter holdet som det dårligste i hele NHL.

Nikolaj Ehlers (Winnipeg Jets), Lars Eller (Washington Capitals) og Frederik Andersen (Toronto Maple Leafs) er ligesom Bjorkstrand klar til slutspillet, mens sæsonen er slut for Frans Nielsen og Detroit.

Nikolaj Ehlers kom også på måltavlen natten til søndag, da han bragte Jets foran med 4-0 i en 4-2-sejr over Arizona Coyotes.