Dansk målmand med 'vild redning': - Det var ren refleks
Sebastian Dahm sørgede med en mirakleredning for, at Danmark ikke kom bagud i første periode mod Finland, og det får han stor ros for.
- Det er helt vildt. Det er løgn!
Ordene kommer fra TV 2 SPORTs ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard med to minutter og 53 sekunder tilbage af første periode.
Her havde finske Jere Sallinen nemlig muligheden for at bringe udeholdet foran med 1-0, men en lynhurtig refleks fra Sebastian Dahm betød, at danskerne fik 0-0 med ind til pausen. Målmanden så ud til at være ude af position, men kom alligevel tilbage og fik grebet pucken.
- Det var en af de situationer, hvor det hele skete hurtigt. Man smider en hånd ud, og på de gode dage sidder den lige i handsken, og det ser rigtig godt ud. På de ikke så gode dage tænker man så ikke mere over det. Det var dejligt, at jeg lige fik lov til at mærke sådan én. Det var ren refleks. Det er dejligt med sådan nogle succesoplevelser, siger Sebastian Dahm til TV 2 SPORT.
- Det bliver meget refleksorienteret, alt hvad der sker inde foran mål. Så handler det også om, at man har øjnene åbne og ser, hvor pucken ryger hen. Det er også nogle gange lidt tilfældigt.
En sjælden redning
Danmark tabte kampen med 0-1, og den eneste scoring faldt med 33 sekunder tilbage af anden periode.
Men efter første periode var stillingen stadig 0-0, og derfor roste forwarden Frederik Storm også sin målmand i pausen efter første periode og fortæller, at det ikke er en redning, man ser hver dag.
- Jeg synes, at vi bølgede lidt frem og tilbage og gav dem for meget. Vi var ikke helt kørt ind i forsvarsspillet, men vi var også nede i deres zone. Derudover redder Seb (Sebastian Dahm, red.) os et par gange.
Hvor tit ser du sådan en redning i ishockey?
- Det er godt nok sjældent. Den var virkelig flot, siger Storm.
- Dejligt at spille en god kamp
Målmanden er tilfreds med den første VM-test af mange, selvom det blev til et nederlag.
- Jeg synes, det var en god første kamp. Drengene spillede super, og Finland har et godt hold med masser af unge drenge og fart. Jeg synes, at vi matchede dem godt, selvom vi har nogle strækninger i anden periode, hvor vi sidder lidt fast, siger Dahm.
- Det var dejligt at spille en god kamp. Jeg kunne forstå, at kommentatorerne var lidt usikre på, om jeg var i kampform. Det var dejligt at vise, at jeg i hvert fald er der, hvor jeg skal være på nuværende tidspunkt. Så kan jeg forhåbentlig bygge videre frem mod VM.
VM i ishockey spilles i Slovakiet og starter 10. maj.