Ishockey

Østrig kører danske ishockeykvinder over ved VM

Det danske kvindelandshold i ishockey tabte fredag med hele 3-8 til Østrig ved VM i Ungarn.

Danmarks landshold i kvindeishockey fik ikke et ben til jorden, da Østrig fredag var modstanderen i den næstsidste puljekamp om at rykke op i det øverste VM-lag ved verdensmesterskaberne i Ungarn.

Danskerne var bagud 0-4 efter lidt over 12 minutter og endte med at tabe med hele 3-8 i en kamp, som Danmark aldrig var i nærheden af at vinde.

Trods nederlaget kan Danmark stadig nå at spille sig op på en af de to oprykningspladser i puljen.

Det vil kræve en sejr i ordinær spilletid i lørdagens kamp mod Norge, samtidig med at Østrig skal tabe til værtsnationen Ungarn.

Den østrigske sejr fredag blev grundlagt i første periode. Her kom Østrig hurtigt på 4-0, inden Malene Frandsen kort inden pausen fik reduceret i powerplay.

Det blev ikke til ret meget mere for danskerne, der dog fik reduceret igen kun 19 sekunder inde i anden periode ved Josefine Høegh Persson. Østrig fulgte op med at score til 5-2 halvandet minut senere. Det blev også 6-2 inden tredje periode.

Persson scorede også i tredje periode, men det endte med bare at blive et trøstemål til stillingen 3-7. Blot et halvt minut efter sendte Østrig pucken i nettet til kampens slutresultat.

Lørdagens skæbnekamp mod Norge spilles klokken 16.