Ishockey

Rungsted stormer mod The Double

Rungsted Seier Capital er kun én sejr fra at vinde DM-finalen mod SønderjyskE. Tirsdag vandt holdet også den tredje finale.

Prins Henriks Cup er inden for Rungsteds rækkevidde.

Faktisk skal grundspillets vindere efterhånden dumme sig, hvis de ikke skal vinde Danmarksmesterskabet 2019 og dermed sikre The Double.

Tirsdag aften vandt Rungsted 2-0 over SønderjyskE i den tredje DM-finale. Rungsted fører nu serien med 3-0 i kampe, og derfor skal holdet kun vinde én kamp mere for at sikre titlen.

- Det er bedst ud af syv, og alle kampene har været tætte. Serien er slet ikke forbi, men det her er selvfølgelig bedre end at være nede med 3-0, lød det relativt afdæmpet fra Rungsteds Tyler Fiddler efter kampen.

Canadieren scorede kampens andet mål kun 39 sekunder før tid, da han erobrede pucken og sendte den ned i et tomt SønderjyskE-mål.

Inden da havde Robin Bergman scoret kampens første mål fem minutter inde i anden periode. Han førte den selv frem i højre side af banen og sendte den ind bag SønderjyskEs målmand.

- Det er rigtig surt. Nu er det 3-0, og vi kan ikke tåle at tabe mere, sagde SønderjyskEs Martin Eskildsen lige efter kampen.

Den fjerde DM-finale spilles fredag aften på SønderjyskEs hjemmebane i Vojens. TV 2 SPORT sender fra klokken 19.