Ishockey VM

Frederik Andersen melder fra til VM med lyskeskade

Frederik Andersen her i action for Toronto Maple Leafs. Maddie Meyer / Ritzau Scanpix

Når det danske landshold går på isen til VM, bliver det uden NHL-stjernen Frederik Andersen.

Den danske stjernemålmand Frederik Andersen kommer ikke med til det kommende VM i ishockey i Slovakiet.

Det står klart, efter den danske NHL-profil torsdag måtte erkende, at den lyskeskade, den 29-årige keeper har døjet med i store dele af sæsonen, stadig driller.

- Jeg har talt med læger og fysioterapeuter, og den står nu på hvile og genoptræning. Så det blev som forventet et nej, fortæller Frederik Andersen til TV 2 SPORT.

- Jeg har også talt med landstræneren. Det var ikke et sjovt opkald, men sådan er det.

Dermed må det danske landshold se bort fra én af landets absolut største hockeystjerner, når VM i Slovakiet begynder 10. maj.

Den danske Toronto Maple Leafs-profil har kæmpet sig igennem 60 kampe i verdens bedste ishockey-liga, NHL, i denne sæson. Det er ottende mest af alle spillere i NHL.

Den belastning har altså været for meget for lysken hos Frederik Andersen og har altså nu tvunget ham til at melde afbud til landstræner Heinz Ehlers.

Dermed er det op til Sebastian Dahm, Patrick Gailbraith og Simon Nielsen at forsvare det danske mål på isen.

Det danske landhold er i forvejen ramt af flere afbud til VM.

Philip Larsen er blevet far. Emil Kristensen kæmper med efterveerne fra en hjernerystelse. Ligeledes må holdet se bort fra de erfarne forwards Patrick Bjorkstrand, Nichlas Hardt og Mads Christensen, som alle har besluttet at sidde over denne gang.

Slutteligt har Frans Nielsen og Jannik Hansen meldt fra, mens Nikolaj Ehlers er yderst tvivlsom med en skade.