Ishockey

Dansk stjerne stopper karrieren

Den danske ishockeyspiller Jannik Hansen har valgt at stoppe karrieren i en alder af 33 år

Efter 696 kampe i verdens bedste ishockeyliga. Efter et russisk mesterskab i KHL. Efter en gloværdig karriere stopper Jannik Hansen karrieren. Kroppen kan simpelthen ikke mere.

- Hvis man selv føler oppe i hovedet, at man skal spille på en bestemt måde og føler, man ved, hvordan man skal spille – så kan jeg ikke rigtig lige få det ud. Kroppen vil ikke det samme, så er det svært at blive ved på det her niveau, siger Jannik Hansen til TV 2 SPORT.

- Det at man lige føler, at kroppen ikke kan være med mere, gør, at det er en rimelig vigtig årsag til, at jeg må trække stikket.

Og det kan mærkes, at det efter 12 år i NHL er en lang karriere, som manden fra Rødovre lægger bag sig.

- Det gør ondt, når man står op. Jeg har haft nogle skader i knæ og skuldre, der gør, at man godt kan mærke, at det knirker og knager lidt her og der og nogle steder, hvor det måske ikke lige skulle, forklarer Jannik Hansen fra sit hjem i Canada.

- Jeg har været forholdsvis heldig med, at jeg ikke har haft de helt store skader – selvfølgelig har man løbet ind i en hjernerystelse her og der – men jeg tror, at det er ved at være slitage, der spiller ind. Det kan være sådan man vågner, og der ikke rigtigt skete noget i går og alligevel humper man rundt dagen efter.

Derfor har det heller ikke været en svær beslutning for Jannik Hansen at sige farvel og tak til isen og skøjterne. Slet ikke når han sluttede sin sidste sæson med at vinde KHL-mesterskabet i den stærke russiske liga sammen med CSKA Moskva.

- Nej, det har det ikke. Jeg ville utroligt gerne vinde noget, inden jeg stoppede. Det var derfor, jeg tog til Moskva til et hold, hvor jeg vidste, der måske var tre-fire hold, der kunne vinde i år, og det var et af dem, fortæller Jannik Hansen.

- Jeg har prøvet meget, det er ikke sådan, så jeg føler, at der ligger noget, så jeg lige skal fortsætte for at nå noget mere. Jeg føler ikke, der er noget, jeg ligesom mangler. Selvfølgelig ville jeg gerne have vundet Stanley Cuppen, men det er ikke noget, man bare lige kan gøre.

Og han var tæt på det ultimative mål i 2011. Dengang gik han som den første dansker hele vejen til den store nordamerikanske finale, hvor han og Vancouver Canucks endte med at tabe i syvende og afgørende kamp. Og selvom det gør ondt, så er det også den sæson, han ser tilbage på som det største i karrieren.

- Det største var det år, og alligevel var det også det ærgeligste, at jeg ikke fik sat prikken over i’et.

Måske det eneste aber dabei i en karriere, som Jannik Hansen er godt tilfreds med, nu hvor han ser tilbage på den.

-Da jeg startede ud, var der ikke rigtig nogen, der havde spillet i NHL endnu. Så kom Frans (Nielsen, red.) lige pludselig. Så kom jeg, og så kom de i stride strømme. Vi fik ligesom åbnet det hul, og nu kommer de i en lind strøm, de unge spillere og bliver dygtigere og dygtigere og bedre og bedre, vurderer forwarden sin egen tid på isen.

- Det jeg satte op for mig selv, det nåede jeg. Jeg ville gerne spille i NHL. Hvor lang tid det skulle være, det ved man ikke, men jeg fik utroligt mange rigtigt gode år og nåede at spille på gode hold, der var med til at spille med helt til sidst. Jeg tror ikke, du som ishockeyspiller kan bede om mere.

Syv gange nåede han at spille i den danske landsholdstrøje ved et VM. I 2016 i Moskva var han med til at spille det danske hold i en kvartfinale for blot anden gang i VM-historien. Og den sidste optræden i rødt og hvidt kom ved VM på hjemmebanen sidste år i Herning.

Nu er det slut. Ikke flere træninger. Ikke flere kampe, flyture, rejser og lange udebaneture. I stedet for skifter skal der skiftes fokus. Fra egen indsats på isen til dem derhjemme.

- Der er kun én prioritet lige nu: Det er konen og de tre små.

Hvad der ellers skal ske, det ved han ikke. Det eneste han ved er, at det er slut, og han nu skal nyde at være hjemme uden børnene skal spørge om, hvornår han skal afsted igen.