Storbritannien sikrer sig sensationel overlevelse ved VM efter drama

Frankrig er rykket ud af A-gruppen, efter de smed en 3-0-føring til upåagtede Storbritannien.

Frankrig 3 - 4 Storbritannien

  • 1-0 - Anthony Rech (23:36)
  • 2-0 - Florian Chakiachvili (27:31)
  • 3-0 - Anthony Rech (27:27)
  • 3-1 - Robert Dowd (34:59)
  • 3-2 - Mike Hammond (38:04)
  • 3-3 - Robert Farmer (45:16)
  • 3-4 - Ben Davies (62:03)

Undertippede Storbritannien leverede mandag VM’s største overraskelse, da de på nærmest mirakuløs vis vandt over de franske favoritter med 4-3 efter overtid, hvor de midt i kampen havde været nede med tre scoringer.

Med sejren sikrer de sig endnu et år i A-gruppen og sender samtidig en flok nærmest lamslåede franskmænd ned i B-gruppen for første gang siden 2007.

- Det her er britiske spillere på meget lavere niveau, som leverer en kæmpemæssig sensation mod Frankrig med nuværende og tidligere NHL-stjerner, siger TV 2 SPORTs ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard umiddelbart efter Storbritanniens forløsende overtidsscoring.

Alt at spille for

Det var tydeligt for enhver, at der var mere på spil end som så, da de to nationer spillede et vaskeægte nedrykningsdrama i Danmarks pulje i en direkte duel om overlevelse ved A-VM.

Taberen måtte en tur ned på næsthøjeste niveau, mens vinderen kunne ånde lettet op velvidende om, at de kan forberede sig til VM i Schweiz til næste år.

Det skulle vise sig, at de undertippede briter kunne spille lige op med de franske favoritter, og derfor skulle kampen afgøres i overtid, hvor ét mål ville afslutte kampen. Her lykkedes det altså de undertippede briter udløse forløsning og eufori.

Frankrig afgjorde reelt kampen

Efter en nervøs første periode uden mål blev anden periodes 20 minutter hæsblæsende og med intet mindre end fem scoringer.

Det så dog ud til, at spændingen og nerven i kampen var væk, da Frankrig fik udbytte af sit overtag i spillet og bragte sig foran 3-0.

Robert Dowds reducering med fem minutter tilbage af perioden antændte dog et lille britisk håb, og kort efter blev håbet endnu større, da Mike Hammond til stor begejstring for Storbritannien og de mange entusiastiske britiske tilskuere reducerede til 2-3.

Britisk selvtillid gav pote

Selvom Frankrig havde vundet perioden, var det de undertippede briter, der gik gladest ud i omklædningsrummet inden tredje periode.

Den gejst tog briterne med ud på isen til den afgørende periode, hvor de spillede sig frem til flere store chancer, hvor franskmændene så rystede ud ifølge TV 2 SPORTs ishockeyekspert Morten Green.

Fuldt fortjent udlignede briterne, men det betød ikke, at de stillede sig ned og afventede. De blev ved med at være kampstyrende og dominerede mod de franske favoritter.

De kunne nærmest ikke tro det.
De kunne nærmest ikke tro det. Foto: David W Cerny / Ritzau Scanpix

- Jeg kan ikke huske, hvornår franskmændene sidst har haft en chance i denne periode, sagde Morten Green under kommenteringen af kampen efter 13 minutter af tredje periode.

Ind ville pucken dog ikke, og derfor skulle det hele afgøres i overtid.

Her havde Frankrig faktisk de bedste tilbud, men så dukkede Ben Davies op og afgjorde kampen i et veleksekveret kontraangreb.

Med scoringen stormede hans holdkammerater ind på banen og kunne sammen med de mange britiske tilskuere juble over endnu et år i A-VM.

- Det er helt vildt, siger målmand Ben Bowns til TV 2 SPORT.

- Vi kan vise, at vi kan spille og kan være med på det her niveau. Vi behøver ikke at kunne slå Canada, USA, Finland og sådanne hold, men vi er gode nok til at blive oppe. Forhåbentlig begynder folk at lægge mærke til det britiske hold nu.

Frankrigs tid i A-VM for denne gang er derimod slut efter 11 år i streg i det bedste selskab.