NHL-dansker hylder Ruslands største stjerne: - Han er bygget som en tank

16x9
Alexander Ovechkin jagter sin fjerde titel ved VM i Slovakiet Foto: Melanie Duchene / Ritzau Scanpix

Alexander Ovechkin er den helt store stjerne på et virkelig stærkt russiske mandskab ved VM. Lars Eller gør os klogere på den russiske målmaskine.

Du kan se Sveriges kamp mod Rusland på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 20.15.

Det kan godt være, at Vladimir Putin er Ruslands præsident. Men på isen er det en anden russer, der regerer. For her er der ingen over, ved siden af eller bare i nærheden af Alexander Ovechkin.

Den 33-årige målmaskine, der i Slovakiet jagter sin fjerde VM-titel, er den altoverskyggende stjerne på et ellers temmelig glimtende russisk mandskab.

- Han er en vaskeægte superstjerne. Han lader ikke omgivelserne påvirke ham. Det er ham, der påvirker omgivelserne.

Ordende kommer fra den dansker, der kender den russiske superstjerne allerbedst - nemlig Ovechkins holdkammerat fra Washington Capitals, Lars Eller.

Tre sæsoner har danskeren efterhånden været tæt på russeren, der går under kælenavnet Ovi. Og det giver en vis indsigt i en spiller, der bare bliver ved med at levere, selvom han er på vej ind i sin karrieres efterår.

Han er ikke den, der er mest i træningscenteret, men han har nogle utroligt gode gener

Lars Eller

Otte sæsoner i træk har Ovi nu været den mest scorende spiller i verdens stærkeste liga, NHL. I år var det 51 gange i de 82 grundspilskampe, han satte pucken ind bag modstandernes målmand.

- Han har en vanvittig kombination af fysik, teknik og så evnen til at score mål. Den kombination ser man aldrig hos en spiller. Normalt lever spillere i den absolutte elite af en eller to ting, fortæller den danske holdkammerat til TV 2 SPORT.

Bygget som en tant

Lars Eller er heller ikke i tvivl om, at den russiske målsluger er begavet fra naturens side. Han er sikker på, at holdkammerat vandt i lotteriet, da der blev uddelt gener, der passer perfekt til ishockey.

- Han er ikke den, der er mest i træningscenteret, men han har nogle utroligt gode gener, fortæller Ovis danske holdkammerat.

- Han er bygget som en russisk tank. Tung og med et lav tyngdepunkt og læg så kraft og eksplosivitet oveni.

Men det er ikke kun på isen, at den russiske verdensstjerne leverer varen. Også i omklædningsrummet er han noget af en karakter, der viser vejen.

- Han sætter tonen uden for banen, hvor han altid har et positivt humør. Han er en glad person, man kan grine med og grine af. Han er en glimrende kaptajn, lyder det fra Lars Eller.

- Jeg har sjældent set ham have en dårlig dag.

Russerne kæmper for sit land

Den russiske verdensstjerne virker heller ikke som en, der lader sig påvirke af at bære store forventninger på sine skuldre. Uanset om han spiller for Washington Capitals eller Rusland.

- Han er utrolig afslappet. Der er ikke mange ting, han tager seriøst udover ishockey.

Sidste år gik Alexander Ovechkin forrest i en næsten ugelang fejring, da han endelig vandt NHL-mesterskabet og dermed Stanley Cuppen med Washington Capitals. Men det betyder ikke, at han i denne sæson valgte at holde lidt ferie, da Capitals i denne sæson skuffende måtte forlade slutspillet efter første runde. I stedet stod han klar til at tørne ud for Rusland ved VM.

- Det virker som om, det er noget ganske specielt for russerne at kæmpe for sit land. Det er nok noget kulturelt. Som om de har en meget stor nationalitetsfølelse.

Lars Eller er rejst hjem fra VM - tvunget til exit af en skade. Men på afstand er der ingen tvivl om, at han krydser fingre for, at hans kaptajn fra Washington går hele vejen i Slovakiet.

- Det håber jeg. Og det virker også som om de har holdet til det, hvis de spiller op til deres bedste.

I givet fald kan Rusland nok gøre sig klar til en fejring af de helt store. Anført af en livlig superstjerne.