Ishockey VM

VM-dansker sendt på tribunen - har spillet sin sidste landskamp

Dermed blev 0-5-nederlaget til Canada mandag aften Lassens 184. og sidste landskamp.

Stefan Lassen har spillet sin sidste kamp for landsholdet, da han er sendt på tribunen til kampen mod Slovakiet.

Du kan se Slovakiet mod Danmark på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 16.15.

Ishockeyspilleren Stefan Lassen får alligevel ikke sin sidste landskamp, når Danmark tirsdag møder Slovakiet ved VM.

Den rutinerede back er ude af den danske kamptrup, hvor han bliver erstattet af Matias Lassen. Det oplyser landstræner Heinz Ehlers i en pressebriefing ved ankomsten til arenaen i Kosice.

I en alder af 33 år og med tre børn derhjemme samt en karriere, der er på vej til at tage en drejning over i en civil retning, har VM-spilleren Stefan Lassen valgt, at det er slut med landsholdet.

- Det bliver hårdt at sige farvel, siger herningenseren til TV 2 SPORT.

- Men samtidig er det også bare noget, jeg er så stolt over, at jeg har været med til i så mange år.

Dermed blev 0-5-nederlaget til Canada mandag aften Lassens 184. og sidste landskamp. Her blev det dog kun til 90 sekunders istid, og Almtuna-backen var slet ikke i aktion i de sidste to perioder.

Afløseren mod Slovakiet, Matias Lassen, er på benene igen efter at have været ramt af sygdom, der gjorde ham ukampdygtig mod Canada.

Kampen mellem Danmark og Slovakiet begynder 16.15. Ingen af de to hold har noget på spil. Slovakkerne er sikre på at slutte VM på hjemmebane på puljens femteplads, mens Danmark slutter én plads lavere i tabellen.