VM-spillers stop blev ikke som ventet: Tårerne løb ned ad kinderne på mig

Det var en hård omgang, da Stefan Lassen ikke blev udtaget til det, der skulle have været hans afskedskamp.

Det skulle have været en fin afslutning på en lang landsholdskarriere. Det skulle have været landskamp nummer 185. Det skulle have været afskeden på isen med den 10. VM-turnering efter 14 år med løven på brystet af den rød-hvide landsholdstrøje.

I stedet for blev det et næsten feberagtigt mareridt for Stefan Lassen, da han to timer før Danmarks sidste gruppekamp ved VM mod værterne fra Slovakiet fik at vide, at han ikke var på holdet.

Jeg sad i et hjørne og lyttede til Kim Larsen, mens tårerne løb ned ad kinderne på mig. En blanding af glæde, sorg, skuffelse. Hele paletten.

Stefan Lassen

- Det var i forvejen en følelsesmæssig dag for mig, der blev endnu hårdere, fortæller Stefan Lassen dagen derpå hjemme fra Sverige til TV 2 SPORT.

- Det er klart, at det ikke er en, jeg slipper lige med det samme.

Svær at sluge

Ifølge landstræner Heinz Ehlers bestod miseren i, at landsholdschefen ikke kendte til Stefan Lassens landsholdsstop, da han udtog sit mandskab.

Selv ved Stefan Lassen heller ikke, hvorfor der åbenlyst var en form for mangel på kommunikation omkring farvellet til landsholdet.

- Det må du spørge landsholdsstaben om, forklarer backen og fortæller, at han ikke har snakket ret meget med landstræneren, efter forsvarsklippen måtte tage plads på tribunen.

- Jeg tog den beslutning, at jeg måtte acceptere udtagelsen. Men den var svær at sluge. Det er første gang, jeg har siddet i en hal og set en kamp uden at være i stand til at følge med.

Til gengæld fik den 33-årige forsvarer masser af kærlighed fra holdkammeraterne efter det danske nederlag til slovakkerne.

- Jeg fik så meget respekt og kærlighed i omkædninsgrummet af spillerne og mine venner. Det beviste, hvorfor det her hold har betydet så meget for mig. Det kan intet erstatte. Det ramte mig lige i hjertet.

Blev hevet op af holdkammeraterne

Og selvom Stefan Lassen ellers er kendt som en mand, der godt kan dele ud af de hårde tacklinger, var der ikke noget panser, da hyldesttalerne og VM-afslutningen tog fart i det danske omklædningsrum.

- Jeg sad i et hjørne og lyttede til Kim Larsen, mens tårerne løb ned ad kinderne på mig. En blanding af glæde, sorg, skuffelse. Hele paletten. Men jeg blev virkelig hevet op af mine egne holdkammerater og masser af andre gode mennesker.

Nu sidder han allerede hjemme i Sverige med Slovakiet på afstand. Sammen med de tre børn, der nu får en helt anden prioritet, nu hvor landshold og VM-optakt ikke skal have fortrinsret. Og selvom det bare var i går, han løb ind i en af karrierens største skuffelser, er han ved at få lagt afstand til den store skuffelse rent mentalt.

- Det var hårdt. Men det var sådan det blev, lyder konklusionen.

- Jeg kan analysere frem og tilbage, til jeg bliver 50. Men det bliver jeg ikke lykkeligere af.

Lykken derimod, den venter nu i Sverige sammen med familien.