Ishockey

NHL-danskere spiller på hjemlig is for at støtte de unge

Lars Eller var glad efter sit mål i VM-kampen mod Storbritannien.

9. august løber de tre danske NHL-stjerner Lars Eller, Frederik Andersen og Mikkel Bødker på isen i Rødovre.

Det er ikke så tit, at danske ishockeyfans får mulighed for at se de danske NHL-stjerner på tæt hold.

Men det sker 9. august, hvor tre af de største profiler løber på isen i Rødovre Centrum Arena.

Stanley Cup-vinder Lars Eller er frontfiguren, når han sammen med NHL-spillerne Frederik Andersen og Mikkel Bødker søsætter et nyt ishockeystævne.

Navnet på stævnet er Hockey Stars, og overskuddet går til ungdomsarbejdet i dansk ishockey.

De tre danske NHL-profiler stiller op for deres hjembyer i en turnering, hvor Rødovre Mighty Bulls, Aalborg Pirates og Herning Bue Fox er blandt de deltagende hold.

De tre NHL-stjerner ønsker med Hockey Stars at løfte dansk ishockey og give flere børn og unge mulighed for at dyrke ishockey.

- Selv var jeg kun knap to år, da jeg første gang fik skøjterne på, siger Lars Eller i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Jeg husker stadig følelsen af at have fundet den rigtige sport for mig, og den oplevelse vil jeg gerne bidrage til, at endnu flere børn og unge får med ishockeysporten.

Andersen er glad for at kunne støtte op

Lars Eller besøgte også hjembyen Rødovre i august sidste år, hvor han viste Stanley Cup-pokalen frem foran flere tusinde ishockeyfans.

- Det er en fantastisk sport, og i klubberne er der er et stærkt fællesskab, hvor virkelig mange frivillige giver børn og unge store oplevelser.

- Derfor er jeg meget glad for, at jeg sammen med Mikkel og Frederik nu kan søsætte Hockey Stars, siger Lars Eller.

Målmanden Frederik Andersen tager turen hjem til Danmark fra Toronto i Canada. Han glæder sig til at vogte målet for Herning Blue Fox.

- Jeg glemmer aldrig den fantastiske VM-stemning i Boxen i Herning. Opbakningen var enorm. Den begejstring og positive opmærksomhed skal vi bygge videre på og bruge til at løfte dansk ishockey.

- Det starter i ungdomsrækkerne, hvor klubberne gør et kæmpe arbejde. Det er jeg glad for at kunne støtte med deltagelsen i Hockey Stars, siger Frederik Andersen.

Hockey Stars skal være en årlig tilbagevendende begivenhed. Placeringen af næste års arrangement er ikke afgjort.