Ishockey

Ny NHL-dansker vidste og viste fra barnsben, at han var noget specielt

Mads Søgaard her for første gang iklædt den røde Ottawa-trøje.

18-årige Mads Søgaard blev lørdag den 24. dansker til at blive valgt i NHL-draften. En drøm, han har arbejdet på at få opfyldt siden barndommen.

Med sine to meter og hår til skulderne som en surfer er Mads Søgaard svær at overse.

Også for nogle af verdens bedste ishockeyhold. Her er det dog ikke højden eller udseendet, men derimod evnerne som keeper på isen, der har fået dem til at spærre øjnene op for den 18-årige aalborgenser.

Allerede som barn vidste han, hvad han ville med sin hockey

Frederik Åkesson, tidligere landsholdsspiller og træner for Mads Søgaard

Lørdag aften blev Mads Søgaard den 24. dansker i historien til at blive valgt i draften til verdens stærkeste hockeyliga, NHL, hvor de 31 hold skiftes til at vælge morgendagens stjerner. Med draftens valg nummer 37 i anden runde blev danskerens navn råbt op af Ottawa Senators.

- Jeg skreg bare 'yes', da jeg blev valgt. Det var fantastisk, det er et kæmpe øjeblik, og jeg kan ikke vente med at komme i gang, lød danskerens reaktion på at blive valgt.

Mads Søgaard

Navn: Mads Søgaard.

Alder: 18 år (født 13. december 2000).

Fødested: Aalborg.

Højde: 2 meter.

Vægt: 89 kilo.

Nationalitet: Dansk.

Karriere:

2013-2016: Aalborgs ungdomshold og Aalborg Pirates (Danmark). 

2016-2017: Esbjerg Energy (Danmark).

2017-2018: Austin Bruins (USA).

2018-2019: Medicine Hat Tigers (Canada).

Blev 22. juni 2019 draftet af NHL-klubben Ottawa Senators i anden runde som nummer 37 i alt.

Selvom han bare er 18 år, så er forventningerne til den unge dansker enorme. Også selvom debuten på verdens største hockeyscene tidligst kommer om nogle år.

Mads Søgaard var rangeret som den andenbedste keeper i dette års draft, og eksperterne er ikke i tvivl om, at potentialet i skøjterne og gribehandsken hos danskeren bestemt er til stede.

- Han har en enorm professionel tilstedeværelse. Han bevæger sig rigtig godt af at være så stor en keeper. Han er stærk, effektiv og hurtig, lyder de rosende ord fra Al Jensen, der er talentspejder hos NHL.com.

Flere andre talentspejdere i NHL tøver sågar ikke med at sammenligne ham med den højeste keeper nogensinde til at spille i NHL, Dallas Stars' Ben Bishop på to meter, der havde den højeste redningsprocent i den forgangne sæson.

Viste sig frem som 12-årig i Rusland

Starten på Mads Søgaards NHL-drømme ligger en del år tilbage. Som knægt i Aalborg fik han for første gang is under skøjterne.

Hurtigt fandt Søgaard flair for at stå mellem stængerne og forhindre pucken i at gå i nettet bag ham, og som 12-årig fik udlandet for første gang det store talent at se, der allerede dengang havde en drøm om en dag at blive NHL-spiller.

I 2012 blev Mads Søgaard sendt afsted med en gruppe af andre talentfulde unge, danske drenge til Skt. Petersborg i Rusland, hvor der var arrangeret en turnering for spillere født i årgang 2000 i forbindelse med veteranernes Artic Cup.

- Han var en meget målrettet og dedikeret spiller. Allerede dengang vidste han, hvad han ville med sin hockey, husker den tidligere danske landsholdsspiller Frederik Åkesson i et interview med Faceoff.

Det var ikke kun den tidligere landsholdsback, der bed mærke i talentet hos Mads Søgaard. De russiske arrangører endte med at kåre ham som turneringens bedste spiller. Et trofæ, aalborgdrengen fik overrakt af netop Frederik Åkesson.

De to skulle lære hinanden rigtig godt at kende. For Åkesson trænede nemlig Mads Søgaard i tre sæsoner i den unge keepers spæde år på ligaholdet Aalborg Pirates.

Champions League-debut som 15-årig

Det blev dog ikke i barndomsklubben, Aalborg Pirates, debuten på den danske hockeyscene kom for Mads Søgaard.

I stedet tog han videre til Esbjerg Energy, hvor han som bare en 15-årig og korthåret 9.-klasseelev fik debut i Champions League.

- Det var lidt af et adrenalinkick, da jeg pludselig skulle på banen. Jeg var selvfølgelig helt vildt glad, men også en smule nervøs. Men det var bare lige indtil den første redning, så var det bare en kamp som alle andre, sagde en ganske uimponeret Mads Søgaard dengang til Faceoff.

Ikke lang tid efter kom gennembruddet i den vestjyske klub, der kulminerede med en DM-titel i 2016-2017-sæsonen. Det perfekte punktum for tiden i Danmark.

USA og Canada var drømmedestinationen for næste stop på hockey-rejsen og ambitionen om én dag at blive hockeystjerne.

Canadisk mentaltræner fik NHL-klubber på banen

USA og Austin Bruins fra NAHL, der regnes for at være blandt verdens stærkeste juniorligaer, blev første stop på Mads Søgaard udlandseventyr.

Her gik der ikke lang tid med at finde sig til rette og imponere. Efter bare én sæson i det texanske blev han draftet som nummer 32 i CHL Import Draft, hvor klubberne i de tre store canadiske juniorligaer sikrer sig rettighederne til ikke-nordamerikanske talenter.

Det var WHL-klubben Medicine Hat Tigers, der valgte danskeren, som igen rev teltpælene op og flyttede nordpå. Nærmere bestemt til Alberta på den canadiske prærie. Hjemme hos den tidligere Esbjerg-spiller Rick Brink og hans danske kone. Et element af hjem, selvom der er næsten 7000 kilometer til Limfjorden og Aalborg.

Før skiftet til det afsides Alberta var der ikke nogen NHL-hold, der havde bidt mærke i det unge danske målmandstalent. Præstationerne havde været fine, men det er det ekstraordinære, der skal til, hvis man vil være en del af hockeyens fineste selskab.

Jeg vil gerne være klar til at spille NHL om tre til fire år

Mads Søgaard

Løftet op på den øverste talenthylde kom med netop skiftet til Medicine Hat Tigers i 2018. For her fik holdets mentaltræner sat gang i rigtige og vigtige tanker, der bekom det danske målmandstalent særdeles godt.

- Han kom frem med et emne om vaner uden for isen, og det var som om, det sagde klik for mig. Det var noget, jeg begyndte at tænke mere over, fortalte Mads Søgaard, som nu overvejer madvaner, søvnbehov og at få nok væske. Ikke bare op til sine kampe, men gennem hele ugen.

- Jeg føler, det har hjulpet mig og gjort mig mere sikker på mig selv, når jeg spiller. Det er ikke sådan, jeg står og håber, jeg spiller en god kamp. Jeg tror på mig selv – jeg ved, at jeg kommer til at spille en god kamp.

De gode kampe kom i en lind strøm. Det samme begyndte interessen fra NHL-klubberne at gøre.

- NHL er ikke urealistisk. Hvis jeg bliver ved med at arbejde hårdt, gøre det godt og bevare roen, så føler jeg helt klart, det kan lade sig gøre, lød det i starten af året fra Mads Søgaard.

Målet er NHL om fire år

I takt med sæsonen skred længere og længere frem hos den canadiske klub, blev interessen i Mads Søgaard fra både medier og NHL-klubber større og større.

Den vilde sæson sluttede med et bittert nederlag i playoffs, men præstationerne fra det danske målmandstalent havde efterladt alle overbevist om, at han i slutningen af juni ville blive valgt af ét af de 31 NHL-hold i draften.

Lørdag aften skete det så. Mads Søgaard kunne trække den røde Ottawa Senators-trøje over sin lange krop på de to meter.

Mads Søgaard iklæder sine to meter Ottawa-trøjen.

Men én ting er at blive valgt i draften, noget andet er at opnå spilletid. At dirke låsen op til det forjættede NHL-land er sværere end som så.

Det ved Aalborg-drengen. Men drømmen om spilletid i NHL er kun blevet forstærket hos nordjyden.

- Lige nu gælder det om, at jeg kan komme ind og gøre det godt i development camp og så tage det derfra. Det, jeg fokuserer på, er at komme tilbage til Medicine Hat Tigers og have et godt år der. Men jeg vil gerne være klar til at spille NHL om tre til fire år.