NHL-stjerner diskede op med lir og lækkerier i Rødovre

16x9
Lars Eller går på banen ved ishockeyturneringen Hockey Stars fredag aften. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

NHL-stjernerne Lars Eller, Mikkel Bødker og Frederik Andersen gav tilbage til dansk ishockey på hjemmebane.

I en næsten udsolgt Rødovre Centrum Arena viste de tre NHL-stjerner Lars Eller, Mikkel Bødker og Frederik Andersen sig frem for de begejstrede tilskuere til velgørenhedseventet Hockey Stars fredag aften.

Arrangementet er stablet på benene af Lars Eller i et forsøg på at give noget tilbage til ungdomsarbejdet i dansk ishockey.

- Mit håb er, at events som det her kan være med til at fortsætte opsvinget i dansk ishockey. Så den succes, vi har haft med en masse NHL-spillere og fremgang på landsholdet det sidste årti, kan fortsætte, siger Lars Eller.

Også målmandsprofilen Frederik Andersen, der til daglig vogter buret for Toronto Maple Leafs, bakker op om projektet.

- Jeg vil gerne være med til at støtte dansk ishockey. Den er årsagen til, at vi er der, hvor vi er i dag, fortæller Frederik Andersen.

Ved eventet blev der spillet tre mod tre, og stjernerne holdt sig ikke tilbage for at vise smarte tricks og finter, da de stillede op for deres barndomsklub.

Lars Eller og Mikkel Bødker var iklædt trøjerne fra Rødovre Mighty Bulls, mens Frederik Andersen stod på mål for Herning Blue Fox.

Aalborg Pirates og danskerkolonien Malmö Redhawks deltog også.

Den største hyldest fik Rødovredrengen Lars Eller, da alle tre NHL-spillere bragede sammen i den første kamp.

Eller fortalte inden kampen, at han aldrig har scoret mod Frederik Andersen. Det blev der imidlertid lavet om på, da han elegant med staven førte pucken mellem benene for derefter at hamre den ind i nettet.

Kampen endte dog 1-1, og det var derfor nødvendigt med straffeslag.

Mikkel Bødker, der i NHL slår sine folder hos Ottawa Senators, snørede smart Frederik Andersen på det afgørende straffeslag og sendte dermed Rødovre i finalen.

Han ønsker ligesom sine NHL-kolleger at give de yngre danske ishockeytalenter en oplevelse.

- Jeg kan selv huske som ung, da man stod og kiggede på de ældre spillere, der spillede på eliteholdet. Man var helt oppe at køre, hver gang de lavede noget, siger Mikkel Bødker.

I løbet af aftenen viste stjernerne også prøver på deres tekniske færdigheder med pucken i en skills challenge.

Aalborg formåede i den anden semifinale at banke Malmø, hvilket betød, at Rødovre ventede. Lars Eller og Mikkel Bødker gjorde ikke det store væsen af sig i finalen. De fik smæk og tabte 5-0.

Overskuddet fra Hockey Stars går til ungdomsarbejdet i dansk ishockey. Det er meningen, at stævnet skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.