Mestrenes målsluger er årets spiller i ishockeyligaen

16x9
Nikolaj Rosenthal var en af hovedkræfterne, da Rungsted vandt guld i sidste sæson. Foto: TV 2 SPORT

Forwarden Nikolaj Rosenthal blev onsdag hædret for en stor sæson for Rungsteds guldvindere.

Han har i en årrække været en af dansk ishockeys mest stabile målskytter, og nu kan Nikolaj Rosenthal også kalde sig årets spiller i den bedste danske række, Metal Ligaen.

Forwarden fra mesterholdet Rungsted Seier Capital blev onsdag eftermiddag hyldet og fik overrakt den såkaldte Ambassador's Cup på den canadiske ambassade i København.

- Jeg er blevet ældre og begynder nu at ramme de år, hvor man som ishockeyspiller topper.

- Samtidig spillede jeg sammen med to kædekammerater sidste år, der som typer var fantastisk gode for mig. Der var noget, der bare svingede fra første kamp, siger 28-årige Rosenthal.

I frugtbart samarbejde med kædemakkerne Charlie Sarault og Tyler Fiddler lavede han 38 point i 40 kampe i grundspillet, inden han nærmest gik amok og lavede 19 point i de 14 slutspilskampe på vej mod guldet.

- Jeg føler helt klart, at jeg er et sted i karrieren, hvor det spiller bedre, end det har gjort før. Der har været nogle gode år tidligere, men det er nu, jeg topper. Det er med at nyde det, siger Nikolaj Rosenthal.

Som helt ung spillede han en sæson i en af de amerikanske juniorligaer, men har siden optrådt i Metal Ligaen for nu hedengangne Copenhagen Hockey, Sønderjyske og siden 2013 Rungsted.

Forwarden bliver i Danmark

Han har ingen planer om at forsøge sig uden for Danmarks grænser igen.

- Det er passé. Den beslutning skulle jeg have taget for mange år siden. Jeg er 28 år, og jeg har en familie og en masse ting ved siden af ishockey, som jeg også sætter stor pris på, siger Nikolaj Rosenthal.

Ud over at pleje sin ishockeykarriere, sin kæreste og søn, står han som ejer af en række selskaber, blandt andet flere københavnske restauranter, og den nykårede årets spiller er en travl mand.

- I stedet for at se serier på computeren og sove ti timer, så går jeg bare lidt senere i seng og står lidt tidligere op. Planlægning er selvfølgelig en stor del af det, siger Nikolaj Rosenthal.