Ishockey

Dansk talent med selvtillid: Jeg er klar til NHL

Alexander True - her i den danske U20-landsholdstrøje - håber på, at han snart kan juble over at trække San Jose Sharks' trøje over hovedet i NHL.

Alexander True tror på, at han i den kommende sæson bliver den 13. dansker, der får debut i verdens bedste liga, NHL.

Det begynder igen at lugte af action i verdens stærkeste ishockeyliga, NHL.

I denne uge samles de forskellige hold for at sætte et stort udskillelsesløb i gang. Her handler det om at sortere i den bredest mulige trup for til sidst at stå tilbage med de spillere, der begynder sæsonen blandt verdens bedste ishockeyspillere.

Der findes danskere, der er sikre på at være med, når det for alvor går løs ved sæsonstarten i oktober. Spillere som Frans Nielsen, Frederik Andersen og Nikolaj Ehlers - for at nævne tre.

Og så findes der de danskere, der skal kæmpe hårdt i træningslejren for at komme igennem det, der med et slidt udtryk hedder nåleøjet. Spillere som Patrick Russell, Jonas Røndbjerg og Joachim Blichfeld.

Og så er der Alexander True, der træder ind med så meget selvtillid i sæsonoptakten hos San Jose Sharks, at han er sikker på, det er et spørgsmål om tid, før han bliver den 13. dansker i den ypperste hockeyliga.

- Jeg føler, jeg er klar til at spille NHL, siger Alexander True til TV 2 SPORT på en telefon fra Californien.

- Det gælder om at have en god camp. Og så håber jeg, at jeg kan være en del af holdet fra starten af sæsonen.

Vigtige træningskampe

Og det er ikke løst krudt, han skyder med, den 22-årige center, når han sætter sit sæsonmål op.

Sidste år var han nemlig topscorer for Sharks' udviklingshold, San Jose Barracuda, der spiller i den stærke AHL-liga.

- Det kommer helt sikkert an på, hvordan jeg præsterer i træningskampene. Hvis jeg spiller dårligt der, kan det være lige meget, lyder det fra Alexander True, der er søn af den tidligere landsholdsspiller Søren True.

Der er ingen tvivl om, at det her er den vigtigste sæson indtil videre i min karriere

Alexander True

Igen og igen er den unge dansker nævnt hos nordamerikanske hockeyeksperter som en af de næste, der vil træde ind på isen hos Sharks. Og han kan godt fornemme på folkene i organisationen hos californierne, at han ikke er langt fra at tage de afgørende skøjtetag ind i verdenstoppen.

- De siger det ikke direkte, men det ligger mellem linjerne. De siger, at hvis jeg arbejder hårdt og bliver ved med at udvikle mig, så tror de på, at jeg kommer til at hjælpe holdet. Men jeg skal jo også gøre mig fortjent til det.

Derfor har Alexander True forberedt sig på bedst mulig vis i sommeren.

Han har haft ekstra fokus på sin kost og træning, og så har han nærstuderet spillere fra NHL på video, som han følte, han kunne lære noget af. Spillere som holdkammeraterne Logan Couture, Tomas Hertl og Joe Thornton - samt andre stjerner som Jonathan Toews fra Chicago og Aleksander Barkov fra Florida.

Tror på NHL i denne sæson

Det skal forhåbentlig give ham det boost, der kan give ham det sidste, så han når sin store drøm: Debuten i NHL.

- De har sagt, at jeg skal være stærk på faceoff og være svær at spille imod for modstanderne, lyder det fra True.

- Nu handler det om, at jeg slapper af i de vigtige træningskampe og har det sjovt med det. Jeg skal ikke lægge et pres på mig selv.

Alligevel er Alexander True ikke i tvivl om, hvad det er for en sæson, som han stiller skarpt på, når holdet samles senere på ugen.

- Der er ingen tvivl om, at det her er den vigtigste sæson indtil videre i min karriere.

En sæson, han skøjter ind i med masser af selvtillid og en klar overbevisning:

- Jeg tror på, jeg spiller en NHL-kamp i denne sæson.