Odense-målmand sender pucken i eget mål – se den bizarre afgørelse her

Kampen mellem Odense Bulldogs og Esbjerg Energy skulle afgøres i forlænget spilletid, og her skubbede målmand Ewan Cowley pucken i eget mål.

Odense Bulldogs og Esbjerg Energy tørnede sammen tirsdag aften i Metal Ligaens grundspil.

Kampen sluttede på en særdeles kuriøs måde, da Odense-målmand Evan Cowley skubbede pucken i eget mål.

Pucken blev spillet tilbage til Cowley, der forsøgte at sende den bagud til en medspiller. Niklas Andersen fra Esbjerg pressede målmanden, og derfor endte pucken stille og roligt med at glide i Odense-målet.

Tilbage stod Evan Cowley helt uforstående og lod sin stav glide langsomt ned på isen.

Den ellers formidable Bulldogs-målmand gik dermed fra en solid præstation til en ubarmhjertig afslutning på en intens kamp. Esbjerg tog dermed en sejr på 3-2 efter en tæt kamp.

Esbjerg lavede comeback

Fynboerne fik ellers den perfekte start på kampen, da Henry Hardarson fik bragt Odense foran, inden Brock Baukeboom scorede langt udefra i anden periode og sikrede en 2-0-føring.

Senere i anden periode satte Pistilli fra Esbjerg en omstilling i gang. Grønvaldt piskede pucken ind over blå linje og lagde den til Cheek, der havde meget plads til at reducere.

Esbjerg fik senere udlignet, og derfor skulle kampen afgøres i forlænget spilletid. Og her kom den kuriøse afgørelse altså.

Med sejren til Esbjerg Energy har de nu spillet tre kampe og har seks point. Derfor indtager de lige nu en tredjeplads i Metal Ligaen.

Odense Bulldogs har fem point efter fire kampe. Det giver en femteplads i ligaen.