Både Ehlers og Eller markerer sig i NHL-sejre

16x9
Lars Eller med pucken ved staven. Foto: Dilip Vishwanat / Ritzau Scanpix

Nikolaj Ehlers var igen god for en assist, da Winnipeg Jets vandt i New Jersey efter overtid og straffeslag.

Nattens kampe i den nordamerikanske ishockeyliga NHL gik godt set med danske øjne.

Både Lars Eller og Nikolaj Ehlers stod for en assist, mens målmand Frederik Andersen leverede en stærk præstation og kun måtte kapitulere en enkelt gang.

I første runde tidligere på ugen lavede Nikolaj Ehlers hele tre assister, men alligevel blev det til et nederlag for hans klub, Winnipeg Jets.

Natten til lørdag dansk tid havde Ehlers igen næstsidste stav på pucken til et af Winnipegs mål, da holdet på udebane besejrede New Jersey Devils med 5-4 efter overtid og straffeslag.

New Jersey Devils lagde bedst ud og førte med 4-0, da Dmitry Kulikov godt halvvejs i anden periode reducerede til 1-4 efter oplæg fra Ehlers.

I tredje periode scorede Winnipeg Jets yderligere tre gange og fik udlignet til 4-4. Overtiden endte uden mål, hvorefter Winnipeg vandt kampen på straffeslag.

Lars Eller og Washington Capitals vandt ude 2-1 over New York Islanders. Eller lagde op til Capitals første mål, som blev sat ind af Jakub Vrana.

Toronto Maple Leafs med Frederik Andersen i målet i samtlige 60 minutter fortsatte den gode start på sæsonen ved at slå Columbus Blue Jackets med 4-1 på udebane. Toronto har dermed vundet sine første to kampe.

Frederik Andersen reddede 28 ud af 29 skudforsøg. Oliver Bjorkstrand fik godt 16 minutters spilletid for Columbus og havde to skud på sin landsmand.