Bjorkstrand sikrer Columbus sæsonens første sejr i NHL

16x9
Oliver Bjorkstrand kom på tavlen i Columbus Blue Jackets' første sejr i sæsonen. Foto: Kirk Irwin / Ritzau Scanpix

Columbus Blue Jackets vandt 4-3 over Buffalo Sabres efter forlænget spilletid natten til tirsdag dansk tid.

Den danske ishockeystjerne Oliver Bjorkstrand gjorde sig natten til tirsdag dansk tid bemærket på isen, da han spillede sin kamp nummer 200 i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Bjorkstrand sendte hurtigt sit hold, Columbus Blue Jackets, i retning mod holdets første sejr i den igangværende NHL-sæson.

Danskeren sikrede Columbus kampens første mål lidt over 18 minutter inde i første periode.

Knap et minut derefter fulgte Bjorkstrands holdkammerat Cam Atkinson trop og øgede Columbus' føring.

I anden periode markerede Buffalo Sabres sig dog på isen og fik udlignet til 2-2.

I tredje periode trådte den danske ishockeyspiller igen i karakter og blev noteret for en assist, da Columbus-spilleren Nick Foligno sendte pucken i mål.

Igen fik Buffalo Sabres dog udlignet, hvorfor kampen måtte afgøres i forlænget spilletid.

Her blev det Columbus' Alexandre Texier, der scorede det afgørende mål.

Bjorkstrand slog i sidste NHL-sæson en personlig rekord, da han scorede i alt 23 mål i løbet af sæsonen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Bjorkstrand var ikke den eneste dansker på isen natten til tirsdag dansk tid.

Det gik dog knap så godt for danske Frederik Andersen, der stod på mål for Toronto Maple Leafs. Holdet tabte 2-3 til St. Louis Blues.