NHL-dansker er klar til at pakke sit liv sammen på ti minutter

16x9
Patrick Russell (tv) er begyndt sæsonen i NHL hos Edmonton Oilers og er på jagt efter at etablere sig i ligaen. Men der er lang vej. Foto: Perry Nelson / Ritzau Scanpix

Patrick Russell er begyndt den nye sæson i NHL, men danskeren ved godt, at det hele kan vende på et splitsekund.

Det er et hårdt pres, der hviler på skuldrene af den danske ishockeyspiller Patrick Russell.

Den 26-årige forward har haft en fremragende preseason, og det betyder, at han er en del af NHL-truppen hos Edmonton Oilers fra begyndelsen af den nye sæson. Men samtidig ved han også, at han sidder på en af de yderste billetter i truppen.

- Det er en udtagelse, hver gang jeg er på isen, siger Patrick Russell til TV 2 SPORT.

- Jeg skal bevise mig selv hver gang og vise, at jeg hører til heroppe.

Derfor er han heller ikke etableret i Edmonton. Han har ikke et hjem, for Patrick Russell ved godt, at han hurtigt kan stå med en billet i hånden til Bakersfield i Californien, hvor Oilers har sit farmerhold, Condors. Holdet han spillede 61 kampe for i AHL i sidste sæson.

- Jeg bor i sådan en hotellejlighed. Jeg lever nærmest ud af min bagage. Jeg kan faktisk pakke mit liv sammen på ti minutter, siger Russell.

- Så jeg ved, hvis de siger, jeg skal finde mig en lejlighed i Edmonton, er det et godt tegn.

Kender sin plads i bunden

To kampe ud af tre mulige er det blevet til i sæsonen hidtil. Senest natten til onsdag i 5-2-sejren over New York Islanders, hvor det for første gang i Russells hidtil otte NHL-kampe blev til mere end 13 minutters spilletid.

Men det betyder ikke, at danskeren nu er trådt ind i en bærende rolle hos Oilers-mandskabet. Han ved godt, at det er en bestemt rolle, som han skal udfylde. Rollen som arbejdsmand på et hold med store NHL-stjerner som Connor McDavid og Leon Draisaitl.

- Der er kommet en ny træner, og hans måde at spille på ligger godt til mig, og den rolle, jeg skal udfylde, passer mig godt, forklarer Russell.

- Jeg er en bottom six forward, der skal sørge for at tage nogle lange skift og holde nullet. Vi har fantastiske spillere, der nok skal sørge for målene. For mit vedkommende handler det bare om at arbejde hårdt.

Det kan naturligvis være hårdt mentalt hele tiden at være til eksamen, men det handler om at holde fokus.

- Man lærer at leve med det. Det hjælper ikke at tænke for meget over det, så jeg fokuserer på det, jeg selv har indflydelse på.

Patrick Russells umiddelbare mål er i første omgang ganske simpelt: Han vil være oppe i NHL i længere tid i denne sæson, end han var i sidste, hvor han fik sin debut.

Her blev det til seks kampe i verdens stærkeste liga. Resten af sæsonen spillede han i AHL for Bakersfield Condors.

Viser sig frem for hele ligaen

Nu er den danske forward så i en position, hvor han skal forbi waiveren, hvis han skal sendes til Bakersfield. Det betyder, at andre hold kan samle Patrick Russell og hans kontrakt op og overtage ham kvit og frit, hvis ikke Oilers vil bruge ham på NHL-niveau.

Derfor er der også mere på spil end at bevise sig over for træner Dave Tippett. Det handler om at vise sig frem for hele ligaen.

- Målet er at blive etableret. Og ellers om at gøre det godt og få vist, hvilken spiller jeg er. Det er ikke til at forudsige, om jeg bliver handlet eller samlet op af et andet hold.

Derfor er det også ekstremt vigtigt, han udfylder sin rolle til det perfekte. Det handler især om at lukke ned for modstanderne og en af Russells specialiteter - undertalsspillet. Og lige præcis her er det, at danskeren kan få sine stjerner på skuldrene.

- De værdsætter undertalsspillet lige så meget, som de værdsætter overtalsspillet, lyder det fra Russell.

Natten til fredag mod New Jersey Devils kan danskeren igen få lov til at udfylde sin rolle som arbejdsmand blandt stjernerne.