Ishockey

Landstræner fravælger stærkest mulige landshold

Jesper Jensen Aabo fra Malmö Redhawks er en af de danske profiler i en stærk europæisk liga, der får lov ti at holde fri i landsholdspausen

Landstræner Heinz Ehlers har valgt at se bort fra en række profiler, for at kunne stille stærkest muligt op ved VM i Schweiz i maj.

Onsdag udtog landstræner Heinz Ehlers sit landshold til sæsonens første testturnering i starten af november.

Et landshold, hvor man skal kigge langt efter de etablerede navne og de store profiler, der normalt trækker landsholdstrøjen over hovedet, når der spilles VM.

Men selvom turneringerne over hele Europa ligger stille, og Heinz Ehlers kunne have valgt at trække profilerne med til turneringen i Norge, så er det et bevidst valg, at landstræneren har undladt det.

- Jeg ville også helst spille med Peter Regin i alle samlinger, men hvis vi skal forlænge deres landsholdskarrierer, så kan vi ikke bede dem om at have fri til alle samlinger. Så har de ikke fri til deres familier, deres børn og koner, siger Heinz Ehlers til TV 2 SPORT.

Det er udover NHL- og KHL-spillerne også ældre danske profiler i den tyske og svenske liga, som Heinz Ehlers har valgt at se bort fra. Spillere, som ifølge landstræneren er sikre på en VM-billet, hvis de ellers er friske i maj, hvor VM afvikles i Schweiz.

- Af hvilken grund skulle Storm hjem og spille to kampe? Jeg ved jo, han er god nok. Han laver et point i snit per kamp i SHL. Jeg kender alt til Storm, lyder det fra landstræneren om Malmö Redhawks-forwarden.

- Så synes jeg bare det er bedre, der er andre, der får chancen. Jeg vil ikke risikere, at han siger til mig i april: Heinz, jeg er simpelthen så slidt, jeg melder afbud til VM. Det har vi for få spillere til.

Også en spiller som Julian Jakobsen fra Aalborg Pirates i den hjemlige Metal Liga har Heinz Ehlers valgt at se bort fra. Årsagen er, at den rutinerede angriber er blevet far for nylig og samtidig har en civil karriere, der skal passes. Men samtidig er det også et hensyn til klubben, der også har bedt landstræneren om at se til en anden side, da Julian Jakobsen har spillet småskadet hidtil i sæsonen.

Samtidig gør manden i spidsen for det danske landshold det også klart, at der er andre spillere, han er blevet bedt om ikke at udtage af danske Metal Liga-klubber. På grund af skader og andre hensyn.

Landstræneren og Danmarks Ishockey Union har desuden valgt at have klubberne in mente ved sammensætningen af testturneringerne, der ligger forud for VM-samlingen i foråret næste år.

- Vi har valgt, at vi i de her turneringer spiller to kampe – fordi vi synes tre kampe har været for hårdt for drengene på tre dage. Vi vil gerne hjælpe klubberne, men vi forventer også klubberne stiller mere op.

Men i det store og hele er det fremtiden og VM, som Heinz Ehlers har fokus på, når han i testturneringerne vælger at se bort fra en lang række af sine profiler. For i et lille ishockeyland som Danmark er der ikke en stor flok at tage af, når der spilles kampe, der virkelig tæller.

- Konsekvenserne ved at skulle sige, at hvis du ikke stiller op i de her turneringer, så sætter du dig selv over de andre, så kommer du ikke med til VM. Det kan jeg ikke tillade mig. Konsekvenserne ville være at vi kunne risikere at rykke ud.

Endnu en konsekvens er, at landsholdstruppen til turneringen i Oslo-forstaden Lørenskog, hvor Norge og Østrig er modstanderne, er uden de normale profiler.

- Derfor prioriterer jeg til de her træningsturneringer i november og februar, at vi får set nogle andre spillere an på internationalt niveau, forklarer Heinz Ehlers baggrunden for sin sammensætning af truppen.

- Vi har haft et U20-landshold, der gjorde det formidabelt 4-5 år i træk, nu er der bare nogle af de spillere der, der er modne nok til at få en chance.