Ishockey

Aldrig set noget lignende, siger dansker om vilde holdkammerater

Connor McDavid (tv) og Leon Draisaitl - NHL's mest dynamiske duo og stjerner hos Edmonton Oilers

Patrick Russell har vært ved at finde de ord, der beskriver det niveau som holdkammeraterne Connor McDavid og Leon Draisaitl leverer på i denne sæson.

Dynamiske duoer opstår en sjælden gang i mellem i sportshistorien.

Dynamiske duoer af den slags, der smelter sammen i en symbiotisk forståelse, der løfter sig til højder, som sjældent ses.

Dynamiske duoer, der supplerer hinanden på måder, der efterlader fans, holdkammerater og neutrale betragtere med åben mund og polypper.

Og vigtigst af alt; bærer holdet frem til sejre.

Michael Jordan og Scottie Pippen, der løftede Chicago Bulls op til et niveau ingen andre kunne følge. Joe Montana og Jerry Rice, der var blev personificeringen af San Francisco 49'ers-dominansen i NFL. Ligesom man heller ikke kunne forestille sig FC Barcelonas besnærende tiki-taka uden midtbane-ekvilibristerne Xavi og Iniesta.

Lige nu står en dansker som vidne til en nye duo forenet i dynamik. En duo der i denne sæson for alvor har åbnet for sluserne og løftet navnkundige Edmonton Oilers ud af et sportsligt dødvande.

22-årige Connor McDavid og den to år ældre Leon Draisaitl har løftet deres individuelle præstationer endnu et niveau. Og læg dertil den forståelse, de har opbygget, ser ud til at ramme en sjældent set højde.

- Jeg har aldrig set noget lignende, siger danske Patrick Russell, der hver dag går på isen for at smøge ærmerne op og levere den arbejdskraft, der skal til, for at de unge stjerner kan få tiden og pladsen til at imponere.

- De bliver bare bedre for hver dag. Det er svært at beskrive, men når man træner med dem, så er de bare et niveau eller to over alle andre.

Tænker som få

Tyske Draisaitl er lige nu topscorer i NHL med 25 point i bare 14 kampe. Bare tre pladser længere nede på listen følger Connor McDavid trop med 23 point. Effektivitet, der følger med et mindset, der harmonerer de to stjerner imellem.

- De tænker på samme måde. Som ingen andre tænker. På et niveau meget få hockeyspillere er på, vurderer Patrick Russell fra sit hotelværelse i Pittsburgh, der byder på en tiltrængt fridag i et stramt kampprogram.

Sidste sæson blev det helt store gennembrud for Leon Draisaitl, da han brød 100 point-barrieren i grundspillet med 105. Og nu ser det ud til den 24-årige forward har lagt yderligere på sit ellers høje niveau.

Og det hele gør han med en ro og et overblik, der virker som han svinger dirigentstokken som alle andre følger.

- Han er vanvittig god til få spillet til at følge hans fart. Det er som om, han dikterer kampenes tempo, som om han styrer det hele, mener den danske forward, der som oftest er at finde i Edmontons fjerdekæde.

Mens Draisaitl sætter tempoet, så er Connor McDavid mere manden, der bryder det med et vanvittigt temposkift og en fart ingen kan matche i verdens bedste liga.

- Det er utroligt at se, hvad han kan gøre - og ikke mindst i hvilken fart, lyder den korte beskrivelse.

Succesen mangler

Men det er ikke nok kun at sætte egne point på kontoen, hvis det hele skal ende op i sportslig succes. En succes, de sjældent har mødt i Edmonton hos byens stolthed i de seneste sæsoner.

En gang var de den absolutte creme de la creme på isen. Dengang ikonet over dem alle, Wayne Gretzky, vandt titler på samlebånd til byen ude på den canadiske prærie, suppleret af store stjerner som Jarri Kurri og Mark Messier.

Nu har Oilers-fans kun haft et enkelt slutspil at glæde sig over i de seneste 13 sæsoner. Det gør ondt i en by, der lever og ånder for sporten med den lille hårde gummiskive.

Men nu skal det være anderledes. Og det ser godt ud indtil videre. Oilers topper Western Conference - ikke mindst takket være byens nye dynamiske duo, der ikke bare løfter holdet når de dikterer tempo og høvler point på tavlen med skøjter på.

- De er også gode forbilleder udenfor isen. Man kan tage fat i dem og snakke med dem, hvis der er noget. Og så ser man bare den passion, de kommer med og hvor hårdt de arbejder, forklarer Patrick Russell.

Realistisk dansker

Og midt i drømmen om slutspil og side om side med den mest dynamiske duo i NHL lige nu, står den 26-årige dansker.

Men han ved, det kan være på lånt tid. For når man som Patrick Russell opererer i de kæder, der skal arbejde hårdt for at lukke ned for modstanderne, mere end man skal fokusere på at lave point, så kan der hurtigt komme en ny og tage din plads.

- Jeg føler mig som en del af holdet, siger Russell, der i denne sæson har spillet 11 kampe, og dermed næste fordoblet antallet af de seks NHL-kampe, han fik i sin debutsæson før sommeren.

- Men jeg er også realistisk og ved, at der hurtigt kan ske ting og sager.

Patrick Russell (tv) med det hårde defensive arbejde mod Philadelphia Flyers

Indtil videre er han dog med på den rejse, som selv kort inde i sæsonen har sat sine spor hjemme i Edmonton.

- Man kan høre folk snakker. Det er rimeligt vildt. Der er Oilers-trøjer og hatte over alt.

- Men selvom vores fans vil have succes, så er det os selv. der kommer med det største pres. Vi er trætte af, vi ikke kommer i slutspillet. Vi og Edmonton fortjener et slutspil.

Men nu er ishockey en sport som de fleste, hvor man ikke spiller med fortjent. I den situation så hjælper det jo på det, når man har den mest dynamiske duo i verdens stærkeste liga på sit hold.

En duo, der leverer og præsterer, så det mest af alt kan være svært at sætte ord på - eller som Patrick Russell siger fra hotelværelset på den anden side af Atlanterhavet.

- Det de kan lave, det er så svært at forklare.