Ishockey

'Rystet' direktør forsvarer voldsdømt spiller: - Får ingen betydning

Kristian Jensen i kamp for sin klub Frederikshavn White Hawks.

Kristian Jensen fik fredag en betinget dom på 20 dages fængsel for vold mod en modstander, men det ændrer intet for ishockeyspillerens klub.

6. december spiller Frederikshavn White Hawks første kamp, efter Kristian Jensens karantæne er udløbet.

Og her er der ikke noget i vejen for, at den 23-årige ishockeyspiller optræder. Det ændrer fredagens voldsdom ikke på.

Det fastslår administrerende direktør for Frederikshavn-klubben, Henrik Andersen, uden for Retten i Hjørring.

- Det får ingen betydning fra klubbens side. Kristian spiller igen for White Hawks, når hans karantænedom udløber 1. december, siger Henrik Andersen til TV 2 SPORT.

Så I har ikke noget problem med, at han løber rundt inde på isen, selvom han nu er dømt for vold?

- Nej. Kristian gik over stregen. Det ved Kristian godt, og det har vi haft et møde med ham om. Men selvom man er gået over stregen, skal vi også til at komme videre alle sammen.

Kristian Jensen blev i retten fundet skyldig i vold efter at have tildelt Lucas Bjerre Rasmussen et slag i hovedet, mens denne lå ned. Dommen er betinget og lyder på 20 dages fængsel. Kristian Jensen nægtede sig skyldig.

Rystet over at havne i retten

Henrik Andersen er "rystet" over, at sagen overhovedet havnede i retten, men hæfter sig ved, at Kristian Jensen blev tildelt det, han kalder for "den mildeste dom overhovedet".

Han er skuffet over og ked af dommen, men han er fattet

Jens Christian Christensen, forsvarer

Kristian Jensen afsoner i forvejen en sportslig karantæne på 17 spilledage tildelt af disciplinærudvalget i Danmarks Ishockey Union.

- Vi synes, det er trist at stå her i retten i Hjørring i dag. Vi er kede af det på hans vegne. Vi synes ikke, det skulle være kommet dertil, hvor det er kommet i dag, mener direktøren for Frederikshavn White Hawks.

- Det her burde holdes internt i sportens verden, som man altid gør, siger Henrik Andersen.

- Jeg tror ikke, at ishockey kommer til at ændre sig overhovedet. Det, der skete, er selvfølgelig tragisk for Lucas og for Kristian, men jeg tror ikke, at det kommer til at ændre ret meget.

Henrik Andersen mener, det er problematisk, at anmeldelsen, som fredag førte til dom, kom fra to civile mænd.

- Det er jo ikke den forurettede, Lucas Bjerre Rasmussen, der har gjort det. Det er ikke Odense (Bulldogs, red.), det er ikke Danmarks Ishockey Union. Det er ikke nogen inden for sportens verden, der har anmeldt Kristian, og det synes jeg, at man skal tænke over.

100 procent opbakning

Kristian Jensen har 14 dage til at overveje, om fredagens dom skal ankes.

- Han er skuffet over og ked af dommen, men han er fattet. Nu tænker han og jeg over, hvad vi skal gøre; om det var det, eller om vi skal gå i landsretten, hvor vi får en afgørelse om tre måneder, siger Kristian Jensens forsvarsadvokat, Jens Christian Christensen.

Jeg ved, at alle holdkammerater og alle omkring klubben bakker ham 100 procent op

Henrik Andersen, direktør, Frederikshavn White Hawks

Spilleren selv ønskede ikke at udtale sig efter dommen.

For Frederikshavn White Hawks handler det om at hjælpe Kristian Jensen videre.

- Kristian har været meget, meget berørt af den her sag. Det har taget hårdt på ham. Han har angret dybt og beklaget hændelsen rigtig mange gange, siger Henrik Andersen.

- Jeg ved, at alle holdkammerater og alle omkring klubben bakker ham 100 procent op. Han træner med til daglig og er en del af holdet. Jeg ved, at alle vil gøre, hvad de kan for, at Kristian kommer op i gear og er klar til at spille første kamp.

Herlev Eagles er modstanderen i kampen 6. december, der altså kan blive Kristian Jensens første efter endt karantæne.