Ishockey

Succes for Frederik Andersen dagen efter fyring

Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs fik natten til fredag dansk tid længe ventet succes i NHL.

Med 29 ud af 30 redninger var Frederik Andersen stærkt medvirkende til, at Sheldon Keefe fik en perfekt start.

Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen holdt buret rent i næsten hele kampen i Toronto Maple Leafs' første sejr i NHL under holdets nye træner.

Med 29 redninger på 30 forsøg var den 30-årige dansker stærkt medvirkende til, at Sheldon Keefe fik en perfekt start på sin trænerkarriere i Toronto Maple Leafs, da holdet mødte Arizona Coyotes.

Først med 17 sekunder igen af kampen måtte Andersens kapitulere i målet, da Vinnie Hinostroza fik pucken ind bag danskeren.

Tyson Barrie, Pierre Engvall og Auston Matthews stod for Torontos mål i 3-1-sejren.

Sheldon Keefe tog over torsdag for Mike Babcock i Toronto efter en skidt stime på seks nederlag i træk.

Nielsens første point i 23 kampe

Andetsteds hjalp danske Oliver Bjorkstrand med en enkelt scoring og en assist til Columbus Blue Jackets' sejr over Detroit Red Wings på 5-3.

Danske Frans Nielsen stod for en enkelt assist til Luke Glendenings mål for Red Wings.

Det var den rutinerede danskers første point i sæsonen. Han har i alt spillet 22 kampe uden hverken mål eller point for Red Wings.