Ishockey

Rungsteds ismestre rejser sig efter stor lussing

Rungsted Seier Capital fik sig tirsdag et comeback i Metal Ligaen med en sejr på 6-2 over Odense Bulldogs (Arkiv).

Rungsted vandt 6-2 ude over Odense i Metal Ligaen. Topholdet Aalborg sejrede til sidst 4-2 over Sønderjyske.

Danmarksmestrene fra Rungsted Seier Capital er tilbage på sejrssporet i Metal Ligaen.

Tirsdag aften vandt det nordsjællandske ishockeyhold med 6-2 på udebane over bundproppen Odense Bulldogs, og dermed fik Rungsted vasket sidste uges beskæmmende 0-6-nederlag til Esbjerg Energy af sig.

Selv om fynboerne udlignede til 2-2 i slutningen af anden periode, var spændingen næsten væk, da perioden var ovre.

11 sekunder efter udligningen var Rungsted atter i front, og minuttet senere var føringen udbygget til 4-2. Den blev udbygget med yderligere to mål i tredje periode, og mestrene blev noteret for seks forskellige målscorere i kampen.

Sejren sender Rungsted forbi Frederikshavn og op på rækkens andenplads.

Aalborg beholder førstepladsen

Længe så det også ud til, at Rungsted ville hale ind på rækkens tophold, Aalborg Pirates, men det blev ikke tilfældet.

I hjemmekampen mod SønderjyskE var nordjyderne bagud med 0-2 før sidste periode, men en tidlig reducering af Anders Krogsgaard og to sene mål af amerikaneren Pier-Olivier Morin tippede opgøret den anden vej. Til sidst kunne Mikkel Højbjerg lukke opgøret ni sekunder før tid.

Aalborg har ti point mere end Rungsted på andenpladsen.

Esbjerg vandt for tredje kamp i træk, da vestjyderne på hjemmebane slog Rødovre Mighty Bulls med 4-1.

Spillerne fra Herning Blue Fox kunne tage alle tre point med hjem i bussen efter at have slået Herlev Eagles med 5-2 på udebane. Den rutinerede landsholdsspiller Morten Poulsen blev dobbelt målscorer for midtjyderne.