Ishockey

Dansk talent i livsfare i Minsk, men så hævede lægen stemmen

Kasper Larsen var i livsfare efter en tackling ved U20-VM tidligere i december. Nu fortæller han selv, hvordan han oplevede den alvorlige situation.

Det er kun ti dage siden, Kasper Larsen kom hjem til Danmark, da han står frem og fortæller om en forfærdelig oplevelse ved U20-VM i Hviderusland.

Den 17-årige Rødovre-spiller var i livsfare efter en uventet tackling af en nordmand, og i dag kan han takke landsholdslægen Martin Kirkegaard for at tale med store ord på et hospital i Minsk.

Hvis ikke Kirkegaard havde sat sig igennem, er det ikke sikkert, Kasper Larsen var overlevet. Hans milt blev sprængt i forbindelse med tacklingen, og tre liter blod fossede ud i maven på ham.

Det fortalte han, da han var gæst i Hockey Night fredag aften, og her følger Kasper Larsens egne ord om tacklingen, der kunne have kostet ham livet.

Den står 0-0, og der er otte minutter tilbage. Jeg kommer rundt om målet og lægger pucken ind i banden. I sidste sekund ser jeg ham så, og jeg prøver at undvige – og åbner fuldstændig op i min side. Jeg ved ikke, hvad der sker. Den sidder bare lige i milten, og jeg kan godt mærke, der er et eller andet galt.

Jeg ligger og bliver bleg og grå i hovedet, og mine læber bliver blå

Kasper Larsen

Det er en mavepuster, men jeg tænker: ”Så ondt gør det ikke.” Jeg kan godt rejse mig, så jeg spiller videre, men da der er spilstop, kan jeg godt mærke, at nu gør det rigtig ondt. Jeg bliver båret ud og bliver lagt i omklædningsrummet, og derfra får jeg det mere og mere dårligt.

Vi ankommer til hospitalet, og det går ikke superstærkt. Jeg ligger på en hospitalsbåre og kommer ind i et rum, hvor der er en mand, der trykker på min mave. Og så går han bare væk. Så bliver Martin sur og siger: ”Nu kommer I i gang”. Jeg ligger og bliver bleg og grå i hovedet, og mine læber bliver blå.

Men så kommer jeg til CT-scanning, hvor hun kører mig igennem to gange. Og så peger hun bare: ”Så er det er afsted”.

Jeg bliver kørt hen til en elevator, og så bliver jeg kørt op til operationsstuen. Jeg er helt væk. Jeg forstår ingenting, og jeg ved ikke, hvad der er sket – og hvad der skal ske. Jeg ligger bare og råber på min far og håber, han går med hele vejen. Det er totalt surrealistisk.

Eskorteret hjem af læger

Efter en vellykket operation bliver Kasper Larsen og hans far indlogeret på et værelse, der er langt under danske standarder. Den ansvarlige for turnerings lægestab prøver at rette op på behandlingen med nogle poser med mad og drikke.

Det ændrer dog ikke på, at Kasper Larsen og hans far søger hjem hurtigst muligt, og eskorteret af to læger landede de i København for halvanden uge siden. Derfra gik turen til Herlev, hvor Kasper Larsen af sikkerhedsmæssige årsager lå i isolation efter operationen i Hviderusland.

- Jeg har det godt nu, men jeg havde noget med ryggen, da jeg kom hjem fra hospitalet. Jeg lå to dage i isolation, og efter det begyndte jeg at få ondt. Det viste sig, at ved de dræn, de havde fået lagt, der var alt blodet ikke kommet ud. Så fik jeg lagt et nyt dræn, og det går jeg rundt med nu, mens jeg venter på, at det kan komme ud.

- Efter jul og nytår kan jeg begyndte at cykle lidt, men de siger, jeg er ude i tre-fire måneder. Der er stadig et stykke tid til – men jeg håber, jeg kan nå at være med til U18-VM i april. Det skete fire måneder inden VM.

Danmarks U20-landshold endte med at tabe kampen mod Norge efter straffeslag. I alt blev det til fire nederlag og en sejr ved VM i Minsk. Det rækker til en femteplads ud af seks hold. Østrig vandt turneringen.