Ishockey

Ehlers udnyttede landsmands fejl ved scoring

Nikolaj Ehlers scorede endnu engang for Winnipeg Jets. Claus Andersen / Ritzau Scanpix

Frederik Andersen snublede bag sit mål, og den chance udnyttede Nikolaj Ehlers til at bringe Winnipeg foran.

Der var "danskeropgør" i den nordamerikanske ishockeyliga NHL natten til torsdag, da Winnipeg Jets med Nikolaj Ehlers besejrede Toronto Maple Leafs med Frederik Andersen i målet hele kampen.

Ehlers bragte Winnipeg foran efter fire minutters spil i første periode. Danskeren sendte pucken i et tomt mål, fordi Frederik Andersen var snublet bag ved sit mål og forgæves forsøgte at nå tilbage.

Toronto fik udlignet under et minut senere, og sådan fortsatte det kampen igennem. To gange yderligere var Winnipeg foran, men Toronto lukkede begge gange hullet, så stillingen efter ordinær spilletid var 3-3.

Overtiden endte uden mål, men i straffeslagskonkurrencen sikrede Blake Wheeler sejren til Winnipeg på det ottende straffeslag.

Lars Eller var med næsten 19 minutter på isen en af de mest benyttede spillere hos Washington Capitals, som på udebane tabte 2-3 til Philadelphia Flyers.