Ishockey

SønderjyskE skriver historie med europæisk triumf

Sønderjyske vandt søndag en mindre europæisk titel i ishockey. TV 2 SPORT

SønderjyskE blev søndag det første danske hold nogensinde til at vinde en europæisk turnering.

SønderjyskEs ishockeyhold kunne søndag fejre en historisk triumf på hjemmebane i Vojens.

Her blev SønderjyskE den første danske klub nogensinde til at vinde en europæisk klubturnering, da holdet endte som vinder af Continental Cup med en sejr over polske Cracovia Krakow på 3-1.

Fredag og lørdag blev henholdsvis Nottingham Panthers fra Storbritannien og Neman Grodno fra Hviderusland besejret i turneringens slutspil.

Continental Cup er en mindre europæisk klubturnering og rangerer under Champions League.

Med triumfen indløser SønderjyskE billet til Champions League i næste sæson.

- Vi havde drømt om, at vi kunne spille med om medaljer til det sidste, og at vi når helt til tops på hjemmebane er en enestående oplevelse, siger SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen i en pressemeddelelse.

Canadiske MacGregor Sharp og Daniel Nielsen stod for SønderjyskEs scoringer i søndagens sejr over det polske hold. Sidstnævnte med to træffere.