Ishockey

Dansker klar til showkamp for verdens bedste: - Noget af det største

Frederik Andersens præstationer i denne sæson har sikret midtjyden den første All Star-billet i karrieren Ethan Miller / Ritzau Scanpix

Frederik Andersen er i disse dage en del af den årlige NHL All Star-kamp, som den blot anden dansker nogensinde.

All-Star!

Det kan vel næsten ikke være mere amerikansk. En stjerne udover det sædvanlige. Som de kun findes på det nordamerikanske kontinent.

I NHL-sammenhæng er det i weekenden, at den store All-Star weekend afvikles i Enterprise Center i St Louis.

En stjerneparade for nogle af verdens allerbedste spillere. Og midt i stjerneparaden på den glatte overflade står en dansker - for blot anden gang i historien.

For målmanden Frederik Andersen understreger med sin udtagelse til den traditionsrige weekend, at han er noget ganske særligt. Ikke blot er han god nok til at være førstemålmand i en af de største klubber i den nordamerikanske liga.

Han er også god nok til at blive hevet ind på scenen, når elitens elite spiller galla-hockey i den årligt tilbagevendende All Star-kamp.

Og det er noget helt specielt for Toronto Maple Leafs-keeperen:

- Udover at vinde Stanley Cup og en af de awards, der bliver uddelt efter sæsonen, så er det noget af det største, man kan opnå, fortæller Frederik Andersen til TV 2 SPORT fra St Louis.

- Det er et stort klap på skulderen og siger en hel del om, at jeg har gjort noget godt i løbet af sæsonen. Så jeg er stolt af at kunne skrive All Star på mit cv.

Kæmpe respekt mellem målmænd

Weekendens højdepunkt er lørdagens All Star-kampe, hvor de fire NHL-divisioner kæmper om at tage sejren efter semifinale og finale. Den danske keeper skal i den forbindelse dele målet for Atlantic Divisionen sammen med den stærke russer Andrei Vasilevsky fra Tampa Bay Lightning.

Og netop det og mødet med de andre målmænd, er noget, som Frederik Andersen ser frem til.

- Der er en kæmpe gensidig respekt målmændene i mellem. Så jeg ser frem til at lære dem, jeg normalt spiller imod, at kende på en helt anden måde, forklarer herningenseren.

- Det blive fedt at kunne bruge tid med dem i omklædningsrummet og på bænken, og have det sjovt med dem, og få snakket sammen.

Det redninger som denne, der har givet Frederik Andersen All Star-prædikatet

Men samtidig ved den eneste danske NHL-keeper gennem tiderne, at han som en del af Toronto Maple Leafs også viser sig frem som medlem af en af de oprindelige NHL-klubber fra en by, hvor ishockey bare betyder mere end de fleste steder.

- Det handler om at gå ud at nyde, at man får lov til at være med her, men det vigtigste er at vise Torontos trøje frem og repræsentere klubben på bedste vis.

Vigtige venskaber

Fredag er det skills-konkurrencerne, det handler om, og her skal danskeren især på isen i konkurrencen save streaks, der handler om at redde så mange straffeslag som muligt på stribe.

Lørdag er det så semfinaler og en eventuel finale, det handler om.

Men mest af alt er All Star-weekenden også en tiltrængt pause i et tætpakket kampprogram, hvor Frederik Andersen og Maple Leafs jagter en plads i slutspillet. Derfor er selve hockeyen måske heller ikke det, der kommer til at fylde mest i weekenden i St Louis.

- Det fede er at få oplevelsen og møde nye folk. Gennem ishockey har jeg fået mange venskaber. Det håber jeg, at jeg kan blive ved med, siger danskeren.

- Jeg prøver at nyde det. Det er ikke hver dag, man får den slags oplevelse.

Den eneste anden dansker, der har prøvet det er Frans Nielsen, der i 2017 som Detroit Red Wings-spiller, var den første dansker, der brød All Star-barrieren.