Ishockey

Selvtillid bag danskers super-comeback

Oliver Bjorkstrand har scoret fire mål i to kampe, efter han vendte tilbage fra en skade. Det tilskriver han en øget selvtillid.

Det var noget af et comeback, som Oliver Bjorkstrand leverede, da han i sidste uge vendte tilbage for Columbus Blue Jackets i NHL efter en måneds skadespause.

To kampe er det blevet til for den danske forward, før ligaen lukkede ned op til weekendens All Star-arrangement. Og den 24-årige Bjorkstrand markerede sin tilbagevenden med 4 må i de to opgør.

Et super-comeback, der handler om en mental styrke, der er blevet lagt oveni den talentfulde danskers værktøjskasse.

- Jeg er blevet bedre til at stole på mig selv. Det har tidligere været et problem for mig. Men nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg spiller med mere selvtillid, forklarer Oliver Bjorkstrand til TV 2 SPORT.

- Jo flere kampe, jeg har spillet, jo mere bevidst er jeg blevet om, at det handler om at forberede sig mentalt til kampene.

Senest var det i onsdags, at Oliver Bjorkstrand i danskeropgøret mod Winnipeg Jets og Nikolaj Ehlers lynede to gange. Men det handler ikke udelukkende om at være stærkere på det mentale plan. Det handler også om øgede muligheder.

- Det hjælper med mere spilletid i denne sæson. Vi har mistet vigtige brikker som Panarin og Duchene, og det har givet plads, forklarer forwarden.

- Jeg har hele sæsonen spillet godt nok til at få mere spilletid. Og mere spilletid giver mere selvtillid, og det har jeg bygget videre på.

Slutspil er målet

Sidste sæson scorede Oliver Bjorkstrand 23 mål, og han er med 16 scoringer i denne sæson godt på vej mod at slå sin egen rekord. Og måske er der også mulighed for som den første dansker at bryde barrieren med 30 scoringer i verdens bedste liga. Men de personlige mål er parkeret.

- Målet er at holde fat i det her, men for at hjælpe holdet, og det kan jeg gøre ved at score vigtige mål, fortæller Oliver Bjorkstrand og gør det klart at en slutspilsplads er det helt store mål.

- Selvfølgelig vil jeg gerne score så mange mål som muligt, men det betyder ikke, at det handler om at spille selvisk.

Lige nu er Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets inde i slutspillet, men det er utroligt tæt i Eastern Conference, hvor flere hold er i hård kamp om de otte slutspilspladser.

Oliver Bjorkstrand kæmper også om at være den mest scorende dansker i NHL. Lige nu er det Nikolaj Ehlers, der er i front med 18 mål.

Columbus Blue Jackets skal først i kamp igen lørdag den 1. februar, når modstanderen er Buffalo Sabres.