Ishockey

Aalborg-legende ny mand i Hall of Fame

Ronny Larsen blev indlemmet i Hall of Fame fredag aften i Aalborg foran flere tusinde Pirates-fans.

Dansk ishockeys Hall of Fame tæller nu 19 medlemmer.

Fredag aften blev Ronny Larsen nemlig en del af det fineste selskab, dansk ishockey har at byde på, i forbindelse med pokalturneringens Final 4.

Her var det indehaveren af landskampsrekorden, Morten Green, der overrakt prisen og i den forbindelse holdt tale. En tale, hvis omdrejningspunkt var Ronny Larsens arbejdsiver og rare personlighed.

- Der var mange rutinerede spillere, der ofte tog en fridag til diverse træningsturneringer. Men Ronny Larsen var der altid. Han hjalp os unge spillere. Og med sit fantastiske humør og sit dejlige smil, hjalp han os hver dag, lød det fra Morten Green.

Ronny Larsen er i dag sportschef i barndomsklubben Aalborg Pirates, som han begyndte at spille i som 15-årig, og hvor han 24 år senere stoppede sin karriere tilbage i 2011.

Fantastisk tekniker

Derfor fik han meget passende overrakt prisen i Aalborg kort før holdets semifinale mod Frederikshavn.

Ronny Larsen spillede 213 landskampe og står noteret for 74 mål og 149 point. Han var med til 14 VM-turneringer. Her imponerede han ishockeyfans med sin fantastiske teknik.

- Jeg tør godt sige, at det er en af de allerstørste teknikere i dansk ishockeys historie. Hvad han kunne gøre med en puk og en stav, fik os andre til at sidde med åben mund og polypper og tænke: ”Hvad er det, der foregår?”, siger Morten Green.

Medlemmer af ishockeyens Hall of Fame

  • Jesper Duus (2012)
  • Heinz Ehlers (2014)
  • Jens Nielsen (2014)
  • Jørgen Hviid (2014)
  • Per Holten Møller (2015)
  • Frits Nielsen (2015)
  • Keld Bjerrum (2016)
  • Dan Jensen (2016)
  • Egon Kahl (2016)
  • Bent Roland Hansen (2016)
  • Guddi Høybye (2017)
  • Richard David (2017)
  • Søren True (2017)
  • Frederik Åkesson (2017)
  • George Galbraith (2017)
  • Jesper Hviid (2018)
  • Craig Chapman (2018)
  • Jesper Damgaard (2018)