Ishockey

Rungsted slår Herlev og booker pokalfinale

Rungsted sejrede efter straffeslag og blev klar til finalen i Final 4 mod enten Aalborg eller Frederikshavn.

Ishockeyspillerne fra Rungsted Seier Capital jagter et trofæ mere, når klubben lørdag spiller finale i Final 4 i Aalborg.

Pladsen i pokalfinalen blev sikret fredag, da mesterholdet Rungsted efter straffeslag besejrede Herlev Eagles i den første semifinale.

Den ordinære spilletid endte 1-1, og efter forlænget spilletid skulle holdene derfor ud i straffeslag om sejren.

Her sørgede Lucas Andersen med sin afgørende scoring til sidst for billetten til finalen, hvor Rungsted skal forsøge at forsvare titlen fra 2019 mod enten Aalborg Pirates eller Frederikshavn White Hawks, som mødes senere fredag.

Herlev kom foran efter ni minutter ved Acke Ringström, og føringen holdt i resten af første periode.

I anden periode var der spillet fem minutter, da Willie Raskob efter assist fra Shane Hanna sørgede for 1-1.

Tredje periode bød ikke på scoringer, og så skulle holdene ud i forlænget spilletid.

Du kan se højdepunkterne fra kampen i videoen:

Det endte i straffeslag, før der blev fundet en vinder af aftenens første semifinale i Metal Cuppen. Det endte med en sejr til Rungsted, som nu er klar til finalen. Video: Rasmine Stigkjær Jacobsen

I Final 4 spilles der forlænget spilletid i fem minutter efterfulgt af straffeslag, hvis der ikke scores i de fem minutter.

Sådan foregår det kun i de to semifinaler, for i lørdagens finale er reglen som i slutspillet i ligaen, hvor der ikke er straffeslag, men hvor der spilles, indtil et af holdene scorer det afgørende mål.

Det er tredje år i træk, at pokalturneringen afgøres som et Final 4-stævne.

Deltagerne er de fire hold, der sluttede i top-4 efter de første 16 runder i Metal Ligaen.

Tidligere var pokalturneringen mere traditionel med knockoutkampe og deltagelse af hold fra den næstbedste række.